Hvori der er valgmuligheder

De sidste måneder har været... skal vi ikke bare sige en anelse turbulente. Der er mange ting der skulle (og stadig skal) falde på plads, så det er ikke blevet til så meget blog. Unfair hold, jeg ved det godt, når I ellers sådan har siddet og ventet i åndeløs spænding (jo, I har). Nå, men katten skal jo ud af sækken på et tidspunkt, og så var det jeg så at Øglemor havde lavet en quiz, om en (endnu) hemmelig livsbegivendhed, og så tænkte jeg, at den idé hugger jeg.

Så her har i den:
Den store "Hvad endte det egentlig med"-quiz

Kun en af mulighederne er sand - kan I gætte hvilken? (Find gerne på flere valgmuligheder selv)

1. Jeg er flyttet til København. Det er noget rigtig rod i forhold til Gryntegrisen, men Manden (eks-Manden?!) blev, fuldt forståeligt, lidt for træt af situationen. Så nu er det noget med en kombination af at jeg hhv er i Byen Ved Vandet og har Barnet med i København på weekend når (eks?!)Manden arbejder, indtil vi finder ud af en lidt mere praktisk (og lidt mere langtidsholdbar) løsning. Hvad det ender med aner jeg ikke, for umiddelbart er jeg den eneste der er rigtig flytbar, i hvert fald som arbejds- og boligsituationen(/erne) ser ud nu. Suk, altså. Nå. Men i det mindste er der ingen der har truet nogen med statforvaltningen. Endnu.


2. Efter at have taget tilløb til det et stykke tid fik vi overstået det første akavede møde, hvor alle involverede parter deltog på én gang, og det gik over al forventing. Det gik faktisk så godt, at ingen er skræmte ved tanken om at bo sammen alle sammen i en eller anden form. Så lige nu leder vi efter noget der er egnet til formålet; hus med førstesalslejlighed, landejendom med en ekstra længe, bungalow med anneks... you get my drift. Det er lidt af en ligning at få til at gå op, når der skal være plads til alle (også mentalt...), men jeg er helt overbevist om at vi nok skal finde lige præcis det der er det rigtige for os, og den her lidt skæve Far-Mor-Far(?)-og-Barn-konstellation vi har gang i.


3. Efter The Mother of all Fights, hvor nogen beskyldte nogen andre for at være en masse grimme ting, og nogen andre beskyldte den første nogen for at være noget heller ikke særligt pænt der bare kunne have sagt til noget før hvis der var et problem, fik vi snakket tingene igennem. Og snakket. Og snakket. Og snakket. Om hvad vi egentlig ville, hvad vi egentlig følte, og hvad det egentlig lige var vi sagde ja til dengang vi blev gift. Jeg elsker Kinney på den måde der gør så grusomt ondt når man ikke kan være sammen, men jeg elsker også stadig Manden. Og mest af alt elsker jeg Gryntegrisen, der bedst kan lide når Mor og Far er sammen. Så jeg bliver, selvom det kommer til at tage tid at finde både mit eget og vores fælles ståsted igen.


4. Kinney sælger sin lejlighed i København (any takers?) og flytter til Byen Ved Vandet, hvor vi er godt i gang med at kigge på lejligheder. Vi er ikke så kræsne, ud over at det skal være tæt på, og helst i gåafstand til Gryntegrisen. Indtil videre bor jeg stadig "hjemme", men mig og manden-tidligere-kendt-som-Manden er ved at være en smule trætte af at gå og kigge på hinanden. Ingen er sådan for alvor sure, men nu måtte tingene godt snart falde på plads så alle kan komme videre i den der overskudsagtige vi-holder-alle-sammen-jul-sammen-7/7-løsning vi har planer om.


5. Det fungerer rigtig godt for os at være Manden, Konen og Gryntegrisen til hverdag, og jeg så tager nogle dage hist og her hvor det nu lige passer sammen med Kinney. Manden og Barnet hygger sig med pandekager og afslapning (og fri fra den åbenbart uendeligt kedelige Mor), mens jeg får brændt noget krudt af og finder lidt indre ro. Der er selvfølgelig lidt balancegang involveret, for på den ene side er der ikke noget der er (eller skal være) hemmeligt, men på den anden side har jeg hverken ønske om eller behov for at tingene bliver blandet sammen. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer, men indtil videre fungerer det fint for alle parter, så vi tager det én dag ad gangen.


6. Vi forsøgte at få det hele til at fungere uden alt for store ændringer, men efter mange (og lange) snakke kom vi frem til at vi simpelthen ikke (længere) ønsker det samme. Det har været otte års virkeligt godt ægteskab, og vi kunne sikkert godt tage otte mere uden mord-stemning, men overraskende nok har det vist sig at der er en bo-primitivt-langt-ude-på-landet-kvinde gemt i mig, og det er der (knap så overraskende) ikke i Manden. Nej, den havde jeg sgu heller ikke lige set komme. Så nu er Kinney og undertegnede ude i noget med en tilgroet grund med Lars Tyndskid som nabo, og en gammel skurvogn, og en septiktank der måske/måske ikke er lovlig. Måske kommer vi også til at få toilet og varmt vand. Måske.


7. Alarm afblæst. Forelskelsen brændte ud ligeså hurtigt som den flammede op, og Kinney er i dén grad et overstået kapitel. En fodnote, om man vil. Heldigvis er Manden den forstående type (læs: Han har boet sammen med mig i otte år, og er vant til mine hjerneblødninger), så mest er vi bare tilbage til normal. Altså, bortset fra at jeg føler mig en hel del dummere end normalt, over at have pisket en stemning op for ingenting. Jamen rundstyk, ok? Det ligger åbenbart i min natur at være den latterlige type.


PS. Nogle af jer har måske lidt Facebook-fordel, men gæt endelig med alligevel, bare I ikke spoiler for meget.