Hvori jeg får fornemmelser, som jeg både følger og ikke følger

Vi er begyndt at gå til gymnastik med Gryntegrisen. Hun elsker at hoppe (bøje sig ned og så rejse sig op mens hun siger "hop!", red.), løbe (med benene flyvende i alle retninger, så hun ligner en kegle, red.) og slå kolbøtter (stille sig på alle fire, med hovedet mod gulvet, og vente på nogen kommer og triller hende rundt, red.), så vi tænkte at gymnastik måtte være sagen. Det foregår endda på skolen lige nede om hjørnet, så det kunne faktisk ikke været mere praktisk.

Alle mine bekymringer om hvorvidt hun nu også forstod konceptet blev gjort til skamme. Hun hoppede, strakte sig op på tæerne, løb, listede og lagde sig (efter megen tankevirksomhed og med megen møje og besvær) ned på maven, når hold-lederen sagde det. Der var selvfølgelig en del hun ikke kan (endnu), men hun deltog og jeg skulle ikke indfange en rogue toddler, som saboterede det for alle, sådan som jeg ellers havde frygtet. Hold. nu. op. min lille pige er stor, altså. Hun var endda med på at balancere en ærtepose på fødder, hænder, hoved - helt selv, og uden at hidse sig op. Ahmmen, I skulle have set, da hun skulle lægge den på numsen. For man kan jo ikke bare lægge den på numsen først! Virkelig ærgerlig der er krav om at forældrene deltager, ellers havde jeg så meget filmet det. Det lykkedes i øvrigt til sidst, og hun var SÅ stolt.

Det er første gang vi har "gået til noget" med Gryntegrisen, og jeg ved godt at det gør os til De Mest Håbløse Forældre Ever. Men da en mødregruppemor foreslog at vi skulle gå til stimulastik (hvor jeg i øvrigt hader det ord) og nævnte prisen var jeg ved at få min chai-latte galt i halsen. 600 bobbelobs, 75kr pr gang (45 minutter). Jamen, det er da ikke så galt? syntes hun. SU-mor måtte stå af, men ikke efter at have hørt To Biler-mor og Ergo-mor berette om hvor fantastisk det var. Og have læst hjemmesiden (om hvor fantastisk det var). Jeg fik faktisk næsten helt det indtryk at baby DØR, eller i det aller mindste bliver ødelagt for livet, hvis ikke man går til 75kr pr gang stimulastik.

Åh, men det er jo ikke fordi jeg ikke tror stimulastik er godt (hvad enten man betegner det med et øv-ord eller ej). Og jeg ville nok også gerne have gået til det det, hvis det havde været en anelse billige og en hel del mindre frelst. Eller er det bare mig, der har oplevelsen af at stimulastik hører med i den frelste deluxe-øko-spelt-pakke? Nåmn, hvorom alting er, så var mavefornemmelsen om gymnastik i hvert fald korrekt. Og så kan jeg ånde lettet op over at jeg ikke ødelagde babyens motionsglæde og motorik ved ikke at stimulastikke hende i en tidlig alder.

Med mindre man spurgte vuggestuen, dengang vi var til forældresamtale, altså, hvor de mente at hun var bagud grovmotorisk (det var hun ikke, red.). Hvilket jo så leder mig direkte over i den næste mavefornemmelse, eller rettere: Manglen på den. Gryntegrisens vuggestue har aldrig været armene-over-hovedet-det-bedste-i-verden, men en konsekvens af, at der var lige præcis 0 kommunale vuggestuepladser inden hun fyldte 15 måneder (sagde pladsanvisningen - men en mødregruppemor fik plads 1. november, kun en måned efter vores behovsdato). Gryntegrisen har altid været glad for at være i vuggestue - troede vi, indtil førnævnte forældresamtale, hvor de sagde at "hun er holdt op med at græde så meget". Øh, godt nok, men vi var slet ikke klar over at hun havde "grædt meget". Jeg tror overhovedet ikke hun har været ulykkelig, for hun har altid været glad både ved aflevering og hentning, men hun har jo så åbenbart heller ikke haft den fest vi troede.

Det blev alt sammen bedre kort efter - nok fordi hun blev mere sikker på benene og fik mere sprog. Men det gjorde bare at vores dårlige indtryk af forældre-kommunikationen blev dårligere. Jeg synes stadig den er nærmest ikke-eksisterende, og der er stadig ingen voksne der af sig selv tager imod mit barn og/eller spørger ind til om der er noget de skal vide. Og så, helt ud af det blå, stoppede Yndlingspædagogen. Det var meget mystisk, og en underlig måde det (ikke) blev kommunikeret på, og nu er hun jo så altså bare væk. Hun er blevet erstattet af Nye Pædagog, som heldigvis bare er SÅ sød - og den eneste som lader til at være opmærksom i afleveringssituationen. Det er svært at sætte fingeren på hvad det præcis er, der giver mig en, omend ikke ligefrem dårlig, så i hvert fald ikke helt god mavefornemmelse. Nogle gange virker de voksne bare... ja... trætte. Uengagerede. Som om der måske er noget i personalegruppen/ledelsen der ikke helt fungerer. Men hvad ved jeg.

Det værste er, at Gryntegrisen er begyndt at være ked af det ved aflevering. Fra den ene dag til den anden gik hun fra "hej hej, jeg har slet ikke tid til at vinke" til fuldstændig hysterisk gråd og små næver knyttet fast i mit tøj. Det er blevet lidt bedre, her efter to uger. Eller. Det er på en måde blevet værre, for nu skriger hun allerede når vi drejer ned ad vuggestue-vejen, men det er bedre fordi hun ved sidste aflevering ikke skreg. Til gengæld ville hun overhovedet heller ikke hverken vinke, eller vide af mig, men sådan er det jo, når følelserne er for store. Nåja, og så er det bedre fordi hun er begyndt at sætte op på. "MERE TUR!! MERE TUR!!" skriger hun arrigt. Og det giver mig lidt mere ro, for så er det ikke fordi hun er ked af hun skal være i vuggestue, men fordi hun er ked af at gå glip af at være sammen med mig. Hvilket er to vidt forskellige ting.

Hvad vi gør ved mavefornemmelsen? Ikke noget. Der er ikke rigtigt andet vi kan vælge, der giver mening for os. Dagpleje ville være et logistisk mareridt, og så synes jeg simpelthen det er for meget russisk roulette (og så er jeg rent principielt imod, men det skal jo ikke gå ud over Grynten - desuden er jeg jo også principielt imod private institutioner). Og holde hende hjemme? Det ville jo bare ikke være gavnligt for noget. Så så længe hun lader til at være glad for vuggestuen, og personale og/eller ledelse ikke går helt op i hat og briller, så giver det mere mening at hun bliver der, end at hun flytter (hvorhen det skulle være, aner jeg jo så heller ikke)

Nå, men det jeg havde håbet at komme frem til, på en lidt mere elegant måde, er at i fredags fulgte jeg min mavefornemmelse, på min og Gryntens vegne, og tog en hjemmedag. Vi havde sovet længe (og med "længe" mener jeg 7.30) og inden Manden kom hjem og vi fik spist morgenmad og skiftet ble, så var klokken blevet mange, og det føltes bare som en fridag. Det er rent selvmord, at holde forlænget weekend når Manden arbejder (man bliver simpelthen så træt af at stå alene med selvstændig-hysterisk barn), men vi gjorde det alligevel. Og havde en rigtig hyggelig dag, hvor der stort set ikke var nogen der skreg, og hvor vi bare så film og spiste kiks og gik på legepladsen. Det trængte vi til, begge to. Som sagt: Man kan virkelig godt løbe sur i hverdage, når den ene af os skriger hysterisk over ikke at måtte få mælk, at skulle have blusen af, at skulle have blusen på, ikke at skulle på tur, ikke at måtte få kiks, kun at få en kiks, ikke at skulle på tur (ja, to gange, det er det hun skriger mest over)

Det hævner sig lidt i dag, her på den tredje fridag, hvor jeg slet ikke har haft fri for mig selv. Men heldigvis har hun indtil videre sovet 2,5 timer til middag, og Manden har lovet jeg må vække ham tidligt, hvis hun er sur (og det er hun nok, for hun er småsløj og trænger til hverdag). Faktisk, så bliver jeg nødt til at vække ham, for der er høstmarked nede i byen, og der er kagekonkurrence, hvor man må smage kagerne. Lige nu, faktisk.

Måske jeg bare skulle liste afsted, mens de sover, og spise en masse kage helt alene? Det er vel også en slags mavefornemmelse...