Manden og Konen

I nat...

2012-02-11T15:27:00.002+01:00

I nat drømte jeg i øvrigt om standardnormalfordelingen. Den er pæn og meget anvendelig og så'n, men jeg glæder mig nu alligevel til det der statistiklæsning bliver knap så intenst.

I samme drøm var Niklas Landin med (WTF?) og jeg tænkte hele tiden at jeg skulle huske at sige til ham at han godt måtte få et blowjob (WT-double-F?!) Jeg går ikke engang ret meget op i håndbold.

Hverdag vol 2

2012-02-11T14:53:00.000+01:00

For et halvt år siden var hverdagen en meget usikker og skræmmende størrelse som jeg slet ikke kunne finde ud af hvordan så ud når man har mistet et barn. Sådan har jeg det ~~nogle gange~~ stadig, men når jeg kigger tilbage kan jeg godt se at den hverdag vi har i dag er milevidt fra den vi havde dengang i starten af august hvor Manden lige var startet på arbejde igen. Det ligner faktisk næsten en helt normal hverdag.

Fra bare at stå op hver dag, kommer jeg nu også afsted hver dag. Der bliver lavet madplan i god tid, og der er knap så mange frostpizzaer i fryseren. Der er morgenmad, aftensmad, forelæsninger, øvelser, tøjvask, opvask, lektielæsning og filmklub om tirsdagen.

Der er også et billede jeg kigger på hver dag når jeg vågner og inden jeg skal sove. En kirkegård vi går forbi på vej til Rema. Der er Mandens Liverpooltrøje med Ronans navn på og tusind udgaver af "jeg savner ham" Men det føles ikke så underligt mere. Det føles ikke længere som om jeg snubler over det flere gange i løbet af sådan en hverdag. Det føles faktisk mere som om det altid har været sådan. Det er både befriende og uendeligt sørgmodigt.

Selvfølgelig er det ikke alting der kører på skinner (eller kører overhovedet). Der er stadig rigtig, rigtig meget der er svært og hårdt og uoverskueligt. Men vi er ved at falde i en ny hverdagsrytme. Og når det kører, så kan jeg trække vejret i takt.

Uprising

2012-02-08T19:31:00.001+01:00

Her til morgen hørte jeg Muse's The Resistance (der i øvrigt er et rigtig dejligt og helstøbt album at lytte til fra først til sidst) på vej ud på uni. Især Uprising er en sang der passer mit lille revoutionære røde hjerte godt. For jeg tror på at nogle gange bliver man nødt til at råbe op og kværulere, selvom man strengt taget godt kunne tilpasse sig. Ja, jeg er sådan en der sætter spørgsmålstegn ved rigtig meget af det jeg bliver stillet overfor. Det meste ender med at passere, og så kunne man jo argumentere for at der ikke var nogen grund til at brokke sig til at starte med. Men jeg mener faktisk at det også har en værdi i sig selv at stille spørgsmålstegn og forholde sig kritisk til sin omverden, i stedet for bare at være et får.

Lige for tiden er det især mit universitet der puster til de antiautoritære flammer. Det blev, en måned inden vintereksamen, annonceret at alle eksamener fremover skulle foregå digitalt. Ud over den helt absurde mangel på information (som sagesløse undervisere har fået skylden for ikke at "videreformidle ordentligt") er det også et hovedløst prestigeprojekt, hvor sund fornuft er bandlyst. Hele processen har simpelthen været (og er stadig) så udemokratisk at jeg er helt oppe i det røde felt. Jo, jeg KUNNE godt gå ud og købe en ny bærbar computer (4000kr) og en digital pen (800kr) for at kunne nedfælde min matematikeksamen, men jeg synes, helt ærligt, det måske er lige i overkanten for at kunne aflevere en opgave der er magen til det jeg ville skrive i hånden - og jeg ville, hvis valget var frit, skrive det i hånden eftersom det går væsentligt hurtigere når der er komplicerede formler involveret. Undervisere og studerende bliver ikke hørt, men det værste er næsten at der ikke er ret mange studerende der råber højt. De står for det meste bare og ser ud som om de slet ikke kunne forestille sig tingene anderledes.

Så jeg råber lidt for mig selv, for jeg tror stadig på revolutionen. Både på universitetet og i verden. På frihed og kærlighed og godhed.

"Men hvordan ville du måske lige opnå det?" (udtales gerne med Peter Pil-stemme - sådan som jeg altid hører Liberal Alliance når de forsøger at overbevise mig om et eller anden åndssvagt)

Trin 1. Alle holdt op med at gøre andre ondt med vilje.

Trin 2. Hvis man har åbenbar mulighed for det så hjalp man lige dem der havde brug for det.

"Men det er slet ikke så simpelt" Jo. Det er det faktisk. Be nice. End of story.

Tænk lige hvis man lukkede ned for våbenindustrien. Ud over den åbenlyse effekt at så er der ingen der kan skyde hinanden, så tænk lige på alle de ressourcer det ville frigive. Til at udvikle landbrug, til forskning, til medicin, til undervisning. Tænk lige hvordan Afrika ville se ud hvis der ikke var krig hele tiden. Hvis der ikke var børn (og voksne) der var nødsaget til at arbejde under slavelignende forhold, for deres arbejdsgivere ville være rare. Tænk hvis man uden det var nødvendigt med Danmarksindsamlingsshow bare sendte mad og medicin ned til de børn (og voksne) der hele tiden dør af sult og latterligt letbehandlelige sygdomme.

Jeg bliver nødt til at tro på det er muligt. Jeg bliver nødt til at tro på at alle liv har samme udendeligt store værdi. For ellers kunne det jo en dag være der var nogen der besluttede at det var mit liv der ikke var noget værd. Eller min søns liv. For man elsker jo ikke sit barn mindre bare fordi man bor i et land hvor børnedødeligheden er 20%. Det bliver ikke ligegyldigt eller mindre trist bare fordi der er mange der dør. Hver tredje sekund er der et lille barn der dør. Det er faktisk lige trist hver eneste gang.

“Åh, Jonatan. Hvis alle tænkte som dig, så ville ondskaben have sejret for mange år siden”

“Hvis alle tænkte som Jonatan, så ville der ikke være ondskab”

Tag i øvrigt og se The Girl in the Cafe. En helt utroligt rørende og tankevækkende film.

Printeroverload

2012-02-08T10:45:00.000+01:00

Min morgen er gået med at printe den milliard million forelæsningsnoter jeg er bagud i Statistik. Og ditto antal opgaver.

Hvordan har jeres morgen været?

Bare kald mig nørd

2012-02-05T17:52:00.001+01:00

Nå, men jeg er jo så gået i gang med 2. semester på min uddannelse. Igen. Og for at det ikke engang skal være lyv har de nået at ændre på Statistik siden jeg havde første halvdel af kurset, så jeg er et halvt år og en obligatorisk opgave bagud allerede fra start. Hvis det var ethvert andet fag end statistik ville jeg være gået i fuldstændig roterende panik, men jeg glæder mig faktisk helt til at have en undskyldning for at læse statistik (og intet andet end statistik) i mine weekender. Desværre kunne de ikke nå at bestille en bog hjem til mig inden weekenden, så jeg har brugt weekenden på noget andet.

Matematik.

Jeg troede jeg havde glemt det hele, men det viser sig at det slet ikke var så slemt. Har i dag brugt 8 timer på to tidligere eksamensopgaver (og tøjvask og Monster Opvasken fra Helvede og digestives med smør og te og Miracle City og telefon med moar) så det er jo fint nok, tidsmæssigt. Selvom det jo nok sinker mig lidt til eksamen at der ikke er en facitliste sidst i opgaven. Faktisk, så føler jeg ikke rigtigt at jeg har lavet noget seriøst i dag. Differentiering og integralregning er jo bare hyggeligt tidsfordriv.

Ih, jeg glæder mig til i morgen hvor det er tid til semestrets første matematiktime.

Indlægget Der Slet Ikke Blev Så Langt Og Klart Som Jeg Havde Tænkt

2012-02-02T15:13:00.000+01:00

Jeg er gift med en mand jeg ikke er et sekund i tvivl om er den rigtige for mig, og vi har fået en vidunderlig lille søn sammen. Vores lejlighed er virkelig dejlig og ligger i en rar by tæt ved vand og skov og offentlig transport. Jeg er igang med en uddannelse, der måske ikke lige var den jeg havde drømt om, men som i det mindste er relativt overkommelig og interessant. Måske bliver jeg endda færdig med den en dag. Jeg har måske ikke ret mange venner, men dem jeg har er trofaste og nærværende. Der er ingen i huset der er ved at rive hovedet af hinanden og vi står op hver morgen og har en rimelig normal og rar hverdag. Vi er måske ikke ligefrem rige, men vi er faktisk heller ikke fattige (og slet ikke efter Mandens helt uforudsete bonus) og vi har råd til at leve et liv vi begge føler os tilpas i. Jeg har faktisk ikke noget at klage over.

Men sandheden er, at selvom det alt sammen ser rart og hyggeligt ud udefra, så føles det ikke sådan indeni. Vores ægteskab er baseret på en overbevisning om at så længe vi er sammen kan vi alt. Vi blev gift meget hurtigt, for der var ikke nogen grund til at lade være. Der var ingen tvivl om at det skulle være os for evigt, og når vi først var gift.. ja, så kunne verden bare komme an. Gæld og fordomme og sygdom og flytninger. You name it. Fordi, i sidste ende, så var der jo ikke noget der kunne lave om på at vi nu var en hel, sammen.

Da vi fandt ud af Ronan var syg tænkte vi at det skulle vi nok klare. Vi var jo sammen om det og vi skulle nok finde ud af at passe et sygt barn. Jeg tænkte på vores ægteskab som sådan en solid, elastisk boble som altid ville være hel og som kunne rumme alting - sorg og smerte og kærlighed - uden at gå det mindste i stykker. Og som vi altid begge to ville være tæt forbundne indeni.

Jeg kan slet ikke beskrive hvor dyb en kløft det har skabt imellem os, at vi måtte indse at vi ikke kunne alting. Ligemeget hvor gerne vi ville og hvor meget vi var sammen om det og hvor mange ofre vi var villige til at gøre kunne vi ikke forhindre at Ronan døde. Det har introduceret en sårbarhed i vores forhold som jeg slet ikke har ord for. Det føles som om vi står på hver vores side af en stor glasvæg - vi kan se hinanden, men ikke nå og vi kan følges ad, men aldrig hånd i hånd. Jeg er blevet så bange for at åbne op, for inde sammen med kærligheden til Manden ligger kærligheden til Ronan. Og sammen med den ligger fuldstændig rå og desperat sorg.

En dag fik jeg pludselig lyst til at spørge om vi ikke bare skulle starte forfra, men jeg lod være fordi det var en fuldstændig fjollet ting at foreslå. Der er jo ikke noget der kan lave om på at Ronan ikke er her længere, og ikke noget der bare kan få alting til at føles som før. Da Manden nogle dage senere foreslog nøjagtig det samme blev jeg helt lykkelig. Ikke over at vi sad fast i en blindgyde, men over at vi var der sammen. Endelig. Det var fuldstændig ødelæggende da jeg lidt efter fandt ud af at han slet ikke havde ment det samme som mig, med at starte forfra. Jeg ved stadig ikke helt hvad det var han gerne ville, men det var tydeligt at det i hvert fald ikke var det samme som mig. At han slet ikke følte sig ligeså fortabt som mig.

Det er blevet lidt af et rodet indlæg, det her, og slet ikke den dybe forklaring af følelser jeg havde tænkt det skulle være. Det var bare for at sige at der ikke er nogen stolt og bravt kæmpende og "I klarer det rigtig fint" vej igennem sorgen. Der er kun rod.

Jeg har altid elsket Hallelujah, og især i Steffen Brandts oversættelse. Jeg tænkte bare altid at det måtte være skrevet af en nyligt forsmået mand, for hvordan kunne man ellers sige at kærligheden ikke er en sejrsgang? Hvordan kunne kærlighed være andet? Jeg anede ikke at kærlighed kunne være anderledes.

Men baby du ved jeg har været her før
Jeg åbnede det vindue og lukkede den dør
Jeg boede her da jeg lærte dig at kende
Da jeg så dig marchere under flag og sang
Men kærlighed er ikke en sejersgang
Det er et vaklende og fortvivlet Halleluja

Bonus med bonus og awesomesauce på

2012-01-31T14:11:00.001+01:00

Kender I i øvrigt det at der pludselig stod alt for mange penge på ens budgetkonto? Og så kiggede man på Mandens lønseddel og så stod der ting som "efterregulering" og det fattede man ikke ret meget af, og man fattede heller ikke hvorfor det var så mange penge?

Og kender I så det at Manden ringer til sin leder, som så siger at der er nogen på lønkontoret der har opdaget at han ikke er steget de løntrin han burde og at den derfor er god nok, med alle de penge?

Og kender I så det at man stadig ikke HELT tør tro på det? For det er fandeme mange penge. Virkelig mange penge. Når man er hhv fattig studerende og ufaglært, altså.

Karoline skrev i en kommentar i et tidligere indlæg at det snart måtte være vores tur til lidt lykke (eller nåwt i den dur) og hvis det virkelig er sandt at de penge er vores, ja, så er det fandeme lidt af en lykke. Ikke at jeg mener man på den måde kan købe lykke, men tænkt lige på hvad man kunne med de penge.

Man kunne

Tage ud af rejse
Købe dødsstjernen, diagon alley og andre kæmpe ting i Lego
Købe en (awesome) ny bærbar computer
Få nye briller (Manden)
Få ny telefon (mig)
Sætte flere penge på madbudgettet og kun købe økologisk
Tage ud at spise et virkeligt dyrt sted
Dække underskuddet på budgettet (mit nazi-budget, ikke bankkontoen)
Spille Lotto
Anskaffe en harddiskoptager
Give dem til danmarksindsamlingen (Price-siden)
Købe en masse film
Skaffe alle Munchkin-spillene
Gå i biografen hver eneste uge
Spare dem op og kigge på dem
Tage til koncerter (Bruce Springsteen, skriger Manden)
Købe den røde Kitchenaid med hele svineriet til
Holde fest
Give Esserne den bedste bryllupsgave ever (Ja, de skal giftes - sidste års bedste nyhed. Weeee)
Tage kørekort
Gemme dem og købe gejlet babyudstyr når den tid kommer
Blive gældfri
Hæve dem alle sammen og danse nøgendans i dem

I virkeligeheden er der ikke nogen konkurrence. Vi har valgt at udbetale vores gæld (og med vores mener jeg Mandens, jeg er for nærig til at stifte gæld), noget der ellers igen igen var blevet udsat et par måneder, denne gang på grund af den åndssvage kat. Har bobler i maven over at vi et helt halvt år før tid er færdige med den rådne lortegæld, for selvom det måske ikke bliver lige nu vi gør nogle af alle de sjove ting, så er der jo pludselig blevet frigivet en masse (ok, lille masse, men stadig) penge hver måned, som jeg ikke føler mig forpligtet til at spinke og spare med, når nu der ikke hænger nogen gæld over hovedet på os længere. Så lige om lidt har vi råd. Lige om lidt skal vi vælge.

Flere forslag modtages gerne.

Og ja, jeg ved godt nøgendans lød sjovest.

Januar

2012-01-31T11:43:00.000+01:00

Styr på
Ej, den kategori springer vi lige over, ing?

Ikke styr på
Ok, det behøver vi heller ikke grave i

Knuselsker
At Lego altid er billigere i Toys'r'us
Filmhygge på sofaen
Grønne pringles

Prygl med pigtrådshegn til
SU-styrelsen
Strømforsyning der umiddelbart inden eksamen holder op med at forsyne computeren med strøm
Passagerer i toget mod Kastrup fredag eftermiddag
Syg kat

Burde
Læse flere lektier
Lægge tøj sammen
Bitche lidt mindre

Godt man har
Haft ferie
Flere pringles
Pillet julepynt ned

Obligatorisk
Hugh Jackman

Læst
Nanny Diaries, Emma McLaughlin og Nicola Kraus
The Prestige, Christopher Priest
Ukendt antal sider i Malazan Book of the Fallen, bog 8

Set
Sherlock Holmes 2, i biffen
Star Wars, complete saga på blu-ray (yay!)
Inception, på lånt dvd (men er siden indkøbt på blu-ray)
The girl in the cafe, dvd
The Karate Kid, dvd (og nu med kung-fu)
Nye afsnit af How I Met Your Mother, 3+
MGP, voksne og børn, dr1

Misbrugte apps
Wordfeud
Thumbs
Miracle City
Google sky map
Imdb
Turkey Blast

Hørt
Kaiser Chiefs
Muse
Mads og monopolet

Spist
Rester af juleslik og -kager
Varm kakao med skumfiduser
Ikea-kylling
McMuffin med æg og bacon

Status pt

2012-01-20T20:19:00.001+01:00

Nåmmen så stod strømforsyningen til min computer af umiddelbart inden eksamen. Så var det jo godt jeg stod mega tidligt op for ingenting. Heldigvis elsker jeg jo også at skrive blogindlæg fra Mandens telefon.

Og i dag så var katten lige syg og kostede os 2700kr hos dyrlægen. På grund af en overfyldt blære. Stakkels lille kat med den alt for dårlige timing.

Det var også lige at hverdagen stadig ikke var super fed. Der var et forhold, der ikke umiddelbart kører på skinner. Eller, det kører måske nok på skinner, men jeg er bare ikke sikker på det er de samme.

Alt i alt en virkelig crappy konklusion på det år der er gået siden den dag vi fik blåstemplet babyen inde i min mave. Den dag vi var lykkelige.

Jeg ville hellere bare vinde en million eller to

2012-01-18T21:57:00.001+01:00

Kender I det at man bare slet ikke har lyst til at tage til eksamen?

Overvejer stadig.

Har det virkelig ikke godt med tanken om 5½ timers indespærring.

Langt væk hjemmefra, endda.

Uden titel

2012-01-10T16:13:00.001+01:00

~~Indlægget fra helvede~~

~~Mere bitterhed~~

~~Det der med forhold~~

~~Det svære indlæg~~

~~Glasvæggen~~

~~Ensporet~~

~~Tosporet~~

~~Stressfaktor 1000~~

Argh, forget it. Det hele er bare lidt noget lort lige nu, ok?

Obligatorisk 2011-liste

2012-01-06T16:03:00.001+01:00

2011 i tal

Børn: 1
Mand: 1
Måneder sygemeldt: 6
Anfald af "Jeg drikker aldrig mere": 1
Bryllupper: 0
Begravelser: 1

And the winner is...

Bedste fest: Støt Afrika-druk
Bedste mad: Østervemb
Bedste ferie: Uafgjort mellem Hindsgavl og England (let's face it: ferie er altid godt)
Bedste nyhed: Uuuh... stadig hemmeligt...

Koncerter

Roger Waters The Wall
James Blunt

Film i biffen

Super 8
Tintin
Harry Potter 7, del 1 og 2
Oscar Night, inkl. Superclasico

Set i tv

X-factor
Royalt britisk bryllup
Cowboy, Indianer og Hest
How I met your mother
Fodbold EM-kval
Downton Abbey

Burde ikke kunne ses i tv

Paradise Hotel
Amalies Verden
Mig og min mor
Toppen af Poppen

I 2012 må der gerne være mere

Lego
Graviditet
Plus på kontoen
IKEA
Mad i køleskabet

Kan godt komme igennem 2012 uden

Lars Løkke
Lyserøde skjorter på mænd
Leopardprint
Gul Gajol
Bækkenløsning

Nytårsforsætter

"I 2012 skal alting være meget bedre" - citat Manden

Årets ubestridte højdepunkt

16. juni klokken 9.34

2011 på bundlinien
Det usammenligneligt bedste og værste år i mit liv. Mere er der vist ikke at sige om det.

Enten/Eller

2012-01-06T14:59:00.001+01:00

Der kommer et punkt (eller flere) i enhver bloggers liv hvor man må tage stilling til graden af ens anonymitet; graden af personlige og private detaljer, graden af ærlighed. Jeg kan huske engang for år tilbage hvor diskussionen rasede i blogland og nogle bloggere nærmest blev lagt for had fordi deres blog blev dømt "for privat". Jeg forstod aldrig hvad fanden problemet var, men ikke desto mindre fik det mig til at vælge mine ord (og indlæg) med lidt mere omhu. Simpelthen fordi jeg ikke gad være målet for haterz, og også lidt fordi der dengang ikke helt var sammenfald mellem virkelighedsmig og blogmig.

Jeg er efterhånden på min fjerde (femte? sjette?) blog, og har været i anonymitetsovervejelsen nogle gange. Da jeg startede Manden og Konen var jeg (endelig) et sted i mit liv hvor "indre mig" og "ydre mig" stemte overens, og jeg følte ikke det store behov for at censurere mig selv. Jeg fortæller alligevel Manden alt, og hvis nogen skulle falde over min blog og gætte hvem jeg var... nåja, så ville der jo for det første ikke være noget på bloggen jeg ikke ville stå ved, og for det andet ville det være på eget ansvar hvis de læste videre. Det eneste jeg er meget selektiv omkring er hvad jeg skriver om de andre personer der optræder på bloggen - det er vigtigt for mig at bevare deres anonymitet, og hvis det skulle fejle, at der så ikke står noget privat eller belastende om dem.

Selvom en af bloggens primære temaer var at vi forsøgte at få et barn, var det alligevel den ene ting jeg følte jeg ikke kunne skrive om, den dag jeg første gang stod med en positiv test i hånden. Jeg var bange og ville ikke jinxe det, og dengang virkede det også forkert at skrive om det på bloggen inden vi havde delt det med vores nærmeste. Det blev ikke nemmere da vi mistede Ærten, for havde jeg lyst til at have en blog om abort? Og samtidig virkede det også helt absurd at fortsætte bloggen uden at nævne det. Enten eller. Det endte med den hudløst ærlige udgave, og det har jeg ikke fortrudt, for det gjorde det hele nemmere da jeg blev gravid igen - og det gjorde valget så meget enklere den dag vi fandt ud af Ananasen inde i maven var syg. Enten blev min blog en åben skildring af en kompliceret graviditet eller også måtte jeg lukke og slukke.

Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig at min blog skulle handle om at få et dødt barn (men hvem forestiller sig nogensinde det?). Jeg havde faktisk mest forestillet mig at jeg skulle være en gennemsnitlig, og sandsynligvis ret kedelig, blog om et rart liv med en rar mand og en masse indlæg med babybilleder. Men sådan blev mit liv bare ikke, og jeg tænker egentlig mest at det så heller ikke er fair at forsøge at skildre det sådan. Jeg har ikke lyst til at give et forkert eller ufærdigt billede af hvordan det har været (hvordan det er) for os at miste et barn, for det er så vanskeligt og tabubelagt et emne i forvejen.

Ok, det lyder måske lidt som en sludder for en sladder, det her indlæg, men nu er jeg altså fremme ved sagens kerne. Det der med den hudløse ærlighed, og hvad det gør ved ens liv at miste et barn. For jeg har ikke lyst til at være uærlig. Jeg har ikke engang lyst til at censurere mig selv eller bare udelade noget af sandheden. Men samtidig ved jeg heller ikke hvor meget jeg har lyst til at udstille mig selv; hvor mange ømtålelige og private emner jeg har lyst til at have på internettet fra nu af og til evig. Igen er det enten eller - enten bliver den her blog (midlertidigt, forhåbentlig) en fortælling om det hele, alle følelserne, alle problemerne, alle de små ting der vokser en over hovedet, eller også kommer det til at se ud som om sorgen er sådan noget man græder sig igennem i et halvt års tid, for derefter at bære sin personlige byrde rundt i et liv der ellers ser ud som normalt.

Det er ikke kun på bloggen det balancerer på en knivsæg, det er alting i mig. Og jeg kan ikke finde ud af at vælge, for hvad nu hvis jeg vælger forkert?

Bitre Kone

2012-01-02T22:54:00.000+01:00

Jeg prøver virkelig ikke at være bitter. Livet er simpelthen for kort at bruge på at være bitter. Det får man jo alligevel ikke noget ud af. Det har også været nemt nok for mig at sige, for jeg har slet ikke (eller, næsten ikke) mærket den bitterhed som jeg efterhånden har mødt hos en del. Jeg forstår den godt, bitterheden - jeg forstår godt hvorfor man ikke kan rumme at andre får børn uden nogen som helst komplikationer, og jeg forstår godt hvor uretfærdighedsfølelsen kommer fra. For det giver ingen mening at ens barn dør, når andre bare får børn helt anmindeligt, og det giver ingen mening at verden, sådan helt generelt, glemmer og skjuler ens sorg. Men for mig, for os, har det bare slet ikke været noget der fyldte. På fødegangen syntes vi det var hyggeligt at høre de små levende babyer fra de andre stuer og i blogland og på facebook har vi flere gange været i selvsving over små nuttede nye babyer. Det har givet stik i hjertet - og spark i brystet - men vi har aldrig været misundelige på den grimme måde. Vi har sat ord på bitterheden inden den blev bitter, holdt hinanden fast i at det ikke var den vej vi skulle og i det store og hele formået at glæde os på andres vegne, i stedet for at tage det personligt.

Men lige i dag, der har jeg svært ved det. Det er helt uoverskueligt at det nu bare er blevet et helt nyt år, hvor Ronan ikke må være med. Et helt år, med fødselsdage og jul og ferie og hverdage hvor han ikke er med til noget af det. 2012 er et helt år, hvor Ronan slet ikke er til, og det er ubærligt. Og det er ubærligt at det kun er det første i en lang, lang række af år. Jeg har virkelig, virkelig svært ved at komme overens med hverdagen for tiden, og SMACK lige midt i det hele går det ulidelige familiemedlemhen og får et barn. På Niecens fødselsdag, endda, som ellers skulle være en hyggelig dag, hvor jeg ikke skulle forholde mig til andet end at møde op med en kage. Og lige der, midt i Teletubbykagebagningen, kom bitterheden. På den virkelig grimme og urummelige måde. Jeg kan simpelthen ikke glæde mig på deres vegne. Overhovedet. Jeg kan ikke andet end at være sur og fuldstændig urimelig. Blev virkelig sur på Svigerforældrene over de kom alt, alt for sent til Niecens fødselsdag, fordi de lige skulle et ekstra smut forbi sygehuset. Kunne ikke mande mig op til mere end et anstrengt smil og endnu mere anstrengt samlltalk, selvom jeg godt var klar over hvor urimeligt det var - det er min Svigermorsfamilie og en lille ny ER en kæmpe begivenhed, og de nåede jo også fint begge dele. Men Konen med det Virkelig Grimme Ansigt var fremme og følte ikke andet end at vi blev behandlet som sekundafamilie, og har de egentlig nogensinde besøgt Ronan, sådan af sig selv?

Jeg kan slet ikke synes det er fedt at Hr. "ja, I har fået et DØDT barn" Lorteabe med kone nu har et fælles barn (der, i parentes bemærket, har fået et bundåndssvagt navn) som de kan lade som om de er i stand til at tage sig ordentligt af. Jeg kan slet ikke lade tvivlen komme dem til gode, og jeg kan slet ikke bære tanken om nogensinde at skulle være i rum med ham igen, for jeg er simpelthen ikke rummelig nok til at høre på ham tromle frem med historier om sit (uden tvivl "for sygt vilde") barn. Heldigvis er Manden knap så smålig. Han var i stand til at skrive en pæn tillykkehilsen til ham på facebook (for han er også rummelig nok til ikke at have defriended ham) og huskede også indenfor et anstændigt tidsrum at nævne den glædelige begivenhed da Svigermor kom. Jeg tror måske endda også han spurgte ind til det hele, men jeg er ikke sikker, for jeg var heller ikke engang rummelig nok til at høre efter.

Det er da sikkert en sød baby de har fået, for sådan er babyer jo flest, og man vænner sig jo nok også engang til det åndssvage navn. Man kunne sikkert også lære at bære det hele med en smule ynde, men det gider Bitre Kone bare overhovedet ikke. Bitre Kone morer sig over deres liv, på den ondskabsfulde måde, og Bitre Kone er overbevist om de er skilt inden der går et år. Bitre Kone kan faktisk slet ikke vente på at livet slår Hr. Lorteabe hårdt i ansigtet med et stykke pigtråd, og Bitre Kone har ikke tænkt sig at forsvinde før det sker. Og jeg har faktisk ikke engang lyst til at smide hende ud.

-----------------------

Hov... hvis man staver Bitre forkert bliver det til Birte. Hmm. Birte Kone. Det kunne hun vel egentlig godt hedde, hende den sure dame indeni mig.

Julestatus

2011-12-27T18:17:00.000+01:00

Er her stadig.

Juleaften var ok. Nej, god, faktisk.

Bare de andre dage der sucks.

Fuldstændig overvældende at ramme 1-års dagen for positiv graviditetstest. Slet, slet, slet ikke forberedt på at blive ramt af helt enorm bølge af "sidste år på den her tid"-tanker.

Savner så det gør ondt og kan ikke helt hænge sammen.

Ved godt jeg siger vi har valgt at leve. Nogle dage er det bare lidt af en kamp. Og nogle dage er der bare ikke flere kræfter at kæmpe med.

Juleaften god. Resten af december hård på helt uforudsigelig måde.

Julestressen sænker sig

2011-12-23T21:34:00.001+01:00

Jeg beklager meget de noget forsinkede julekalenderafsnit - men jeg lover, ama'r halshug, at det hele bliver færdigt næsten til tiden. Måske i morgen, men jeg aner simpelthen ikke hvor crazy det bliver med gæster og madlavning og juletræ og kager og den slags. Min søster ville klart forstå undskyldningen "Jamen, vi skulle lave julekalender, så her er pisserodet" men mine forældre? Not so much.

Nå, men afsnit 22 er da i hvert fald oppe nu, og så kan I jo hygge jer med det, mens jeg går om på kirkegården og så lige på måsen i seng bagefter.

For i morgen er der kager der skal bages og et træ der skal pyntes og noget rødkål der skal koges og en and der skal steges og den slags.

Julekalenderen: 22. december - årets korteste afsnit

2011-12-22T21:31:00.000+01:00

Julekalenderen: 21. december - Sværdet og Pølsen

2011-12-21T21:13:00.001+01:00

Resume: Julen var lige ved at gå i vasken, på grund af en masse frygtelige juleulykker; Bager John brækkede benet, julepynten blev stjålet, bussen med børnehjemsbørnene kørte galt... Men NU er børnene endelig kommet frem - takket været den heroiske redningsekspedition og Bonde John - og Præste Pia har med sit evige julestress sørget for at alting endelig er klart.

Hvem kunne have gættet at Pølse Pia og Nabo John kunne finde på sådan noget? Hvordan skal det nu nogensinde nå at blive jul?

Jeg ved I har ventet med længsel...

2011-12-21T12:08:00.001+01:00

Så er afsnit 18, afsnit 19 og afsnit 20 af julekalenderen uploadet og tilbagedateret til de rigtige datoer. Afsnit 21 er også klart, men bliver først uploadet i aften, så I lige har en chance for at opdatere jer - for afsnit 21 er vores Pièce de Résistance og fortjener lidt forventning! (Ok, SÅ godt er det heller ikke, så forvent heller ikke for meget)

Inde fra kassen

2011-12-20T22:07:00.001+01:00

Manden har fået vetoret, for jeg kan ikke selv sige stop. Det bliver en ond cirkel af utilstrækkelighed for jo mindre jeg kan, jo mere kommer jeg bagud og jo mere vil jeg nå.

I dag blev fyldt op af julegaveindkøb, og jeg VED jo godt at det er mere end rigeligt til en dag, men alligevel nager julekalenderen, kagebagning, julekort, oplysninger... eksamenslæsning og su-papirer kan jeg ikke engang hvad holde ud at tænke på.

Det er derfor Manden har vetoret. For han er stadig stort set mentalt velfungerende og kan finde ud af at sige at nu går vi i seng.

Julekalenderen: 20. december - Stjernen

2011-12-20T12:00:00.000+01:00

Er det ikke lidt tidligt julen er sikret? Hvad skal resten af julekalenderen nu gå med? Og hvorfor er Pølse Pia og Nabo John bare gået?

Complete meltdown

2011-12-19T21:25:00.001+01:00

Er løbet tør. Helt tør. Er lukket inde i en lille kasse og kan ikke komme ud.

Kan ikke få øje på Manden. Kan ikke engang få øje på mig selv.

Jeg kan ikke holde ud at være i mig selv. Men det er jo ikke ligefrem fordi der er andre steder at tage hen.

Julekalenderen: 19. december - Fundet

2011-12-19T11:59:00.000+01:00

Julekalenderen: 18. december - Juletræet

2011-12-18T11:55:00.000+01:00

Julekalenderen: 17. december - Jesusjagten

2011-12-17T23:53:00.000+01:00

Da gårsdagens afsnit udgik får I her et gratis dyr. You're welcome.

Resume: Det er ved at være kritisk med julen. Ingenting er færdigt på grund af de mange ulykker, børnene er stadig ikke fundet og nu er der også pludselig dukket en pirat op.

Bliver børnene nogensinde fundet? Hvad er det for en legetøjsbutik der ikke har dukker? Hvor mange læsere har opgivet at følge med?

Es

2011-12-17T21:37:00.002+01:00

Kære Es,

Velkommen til det mest akavede brev i verdenshistorien. Det virker måske ligegyldigt pludselig at bringe det her på bane igen, men efter vores eftermiddag sammen i mandags kunne jeg pludselig godt huske hvorfor jeg engang var forelsket i dig, og det slog mig at jeg faktisk aldrig er kommet over dig. Det er ikke fordi vi (og med "vi" mener jeg "jeg") skal til at rippe op i en hel masse eller starte en masse drama og/eller en affære mens Manden og Prinsessen er til ~~folkedans~~ linedance, men det er ikke desto mindre sandt. Pludselig var Prinsessen der, og kort efter Manden, og så var alting på sin rette plads, uden jeg nåede at komme overens med at jeg aldrig kunne få dig - det blev et moot point, for følelserne blev begravet den dag du fortalte du havde mødt Prinsessen og døde endegyldigt da Manden så mig i øjnene og sagde han ikke var i tvivl om det skulle være mig. Du ved at Manden er mit liv, og du ved hvor rigtige jeg synes du og Prinsessen er for hinanden. Og jeg går kraftigt ud fra du godt ved jeg ikke ville ønske mig det anderledes.

Alligevel er det ikke ligegyldigt - noget med at få gjort op med fortiden og få lagt låg på nogle ting og den slags. Find selv på flere klichéer. At tingene er som de skal være nu, ændrer jo ikke på fortiden. Det ændrer ikke på at jeg i fire år var håbløst forelsket i dig, og ville have opgivet alt uden at blinke, hvis du havde bedt mig om det. Åh pis, det lyder virkelig melodramatisk, men det var altså sådan det var. Og det er jeg faktisk ikke sikker på du nogensinde helt blev klar over. Jeg må virkelig have fremstået som en uformelig klump infatuation junkie bygget af amoralsk vægelsind. Men du var altid nummer et - og altid uopnåelig. Derfor blev jeg nede i min sump og forsøgte at få det bedste ud af det.

Jeg tænker tit om tingene havde været anderledes hvis jeg havde haft modet til at forlade Ex'en, på trods af de håbløse udsigter med dig. Jeg ved godt det aldrig var blevet os to, men måske havde du så været klar over dybden af min kærlighed til dig. Og måske havde jeg været tvunget til at se i øjnene at kærligheden ikke var gengældt. Jeg ved godt det ikke gør nogen forskel nu, men jeg synes jeg skylder mit fire år yngre selv at indrømme de følelser, og tage ordentligt afsked med dem. Også selvom det bliver med tilbagevirkende kraft.

-----

For år tilbage startede Es og jeg en forening. Foreningen Frodes Bat. Jeg kan ikke længere huske hvad det er en forkortelse for (vi designede med vilje forkortelsen så vi med garanti ville glemme det), men det gik ud på at man altid skulle sige tingene åbent og ærligt. Det var meget principielt og kompromisløst alt sammen.

Siden er Es blevet blødere, og jeg er blevet mere balanceret. Vi har begge en i vores liv vi ikke kan bære at såre. Vores verden er blevet mere nuanceret, og det er begyndt at give mening at tage hensyn til andres følelsesmæssige position inden man tromler igennem med sin egen.

For fem år siden havde jeg ikke været i tvivl om hvorvidt jeg skulle sende brevet til ham. Jeg havde ikke været i tvivl om hvad der var rigtigt i forhold til vores interne principielle og moralske kodeks. Nu er det pludselig ikke så ligetil længere og er ikke blevet mindre vaklende efter at have skrevet sammen med Emmie om det - hun mener også det er på tide at droppe principperne og udvise hensyn.

Julekalenderen: 16. december - udgået

2011-12-16T19:06:00.000+01:00

I dag kommer der ingen julekalender, for legomændende (m/k) har været på tur

Tillykke med dagen, lille skat.

Det er slet ikke til at fatte det er et helt halvt år siden du blev født.

Og det er endnu mere ufatteligt at vi nu har levet et helt halvt år uden dig.

Vi elsker dig, babymus. Du er så utroligt savnet.

Julekalender update!

2011-12-16T13:42:00.000+01:00

Så er afsnit 10, 11, 12, 13, 14 og 15 uploadet, opdateret med resumeer og tilbagedateret til de rigtige datoer. De står også på listen over afsnit.

Politiske julekager

2011-12-15T17:44:00.001+01:00

Samme dej, samme form. Ved ikke om mine julekager har et politisk budskab...

Og ja, jeg ved godt jeg pwomisede det med julekalenderen, men så endte vi ude ved Kaye og Jyden med en røvfuld kagedej.

Julekalenderen: 15. december - Rommen

2011-12-15T13:31:00.000+01:00

Resume: Villa John har stadig glemt alt om sit ødelagte hus. Han er blevet lun på Pizza Pia efter de flettede deres julehjerter sammen, men Præste Pia er også ret glad for Villa John, så det er svært at se hvordan det nogensinde skal ende lykkeligt.

Hvor julet er det lige med en pirat? Er han kun med fordi tegneren har en svaghed for Johnny Depp? Er det egentlig en god ide at låne mere fra Disney? Og hvorfor er rommen altid væk?

Rimelighedens grænse

2011-12-15T10:41:00.000+01:00

Min psykiater har én regel: at jeg skal komme til vores aftaler.

Jeg tænker at det må være indenfor rimelighedens grænser. Det tror jeg egentlig også han mener, men hvor rimelighedens grænse går fornemmer jeg vi har en lidt forskellig opfattelse af.

Fx kører dsb ikke rigtigt i dag. Og busserne kører som de plejer, hvilket vil sige de heller ikke kører supertit. Jeg har en aftale med Manden (men det gør det vel ikke mindre til en aftale?) om jeg vi skulle være sammen i dag, indtil klokken tre, hvor jeg skulle afsted. Vi har så også en aftale om at spise ude hos Kaye og Jyden, hvor maden står på bordet klokken seks. Bevares, det kunne da nok godt aflyses, men det er stadig en aftale - og i min verden rangordner jeg egentlig ikke rigtigt aftaler.

Jeg KAN godt komme til min aftale med Psyk i dag klokken ti minutter i fire. Hvis jeg tager hjemmefra klokken to. Og så kan jeg så først være ude ved Kaye og Jyden klokken tyve minutter i syv. Jeg kan også komme lidt for sent til psyk - men så jeg skal stadig afsted inden tre, og jeg kommer ikke tidligere hjem. Og det virker dobbeltåndssvagt med bus-bøvl for under en halv times samtale.

Det er måske her, umiddelbart inden aflys-to-aftaler-og-brug-fire-timer-på-at-nå-45-minutters-samtale jeg synes rimelighedens grænse går. Jeg ringede og var ærlig overfor hans sekretær - for jeg synes fandeme også det er pisærgerligt at skulle aflyse første aftale i genoptaget behandlingsforløb - men det lød ikke umiddelbart på hende som om han ville være enig i den der grænse. Og jeg kan bare godt mærke at jo mere de insisterer på jeg kommer, jo mere stejler jeg. For jeg synes ikke det er fair at bede mig om at prioritere det så meget højere end resten at mit liv at jeg skal aflyse to aftaler, og bruge mere end en fjerdedel af mine vågne timer på at nå en aftale om fucking 45 minutters samtale.

Men det er måske bare mig.

Julekalenderen: 14. december - skøjtebanen

2011-12-14T13:26:00.000+01:00

Resume: Imens redningsekspeditionen kæmper for at finde børnehjemsbørnene i tide arbejder byboerne hårdt på at få alting klart til jul. Det er dog sværere end forventet - det er som om der hele tiden går noget galt.

Hvor lang tid tager det egentlig at bage en stor julekage? Hvor mange storylines og intriger kan man egentlig have i en julekalender?

Julekalenderen: 13. december - Lucia

2011-12-13T22:36:00.000+01:00

Resume: Børnehjemsbørnene holder sig varme ved at brænde sæderne fra den fastkørte bus sammen med deres breve til julemanden. Børnehjems John insisterer på at julesange også hjælper på (hjerte)varmen, men Chauffør John er nu ikke så sikker - han bruger det meste af tiden på at lede efter brandbare materialer i bussen. Der er sendt en redningsekspedition afsted, for at finde dem, men det er usikkert om de når frem i tide.

Får vi et sagsanlæg fra Disney og Fox inden jul? Får børnene slet ikke noget at spise, eller er det nok med kærlighed og julesange? Kan det virkelig passe at det tager så lang tid at finde en stor gul bus?

Julekalenderen: 12. december - kopperne

2011-12-12T22:35:00.000+01:00

Resume: Villa John, hvis hus på mystisk vis ligger i ruiner, har glemt alt om sit detektivarbejde - juleulykkerne vil ingen ende tage og nu er selve juleaften måske i fare. Bager John har brækket benet, bussen med børnehjemsbørnene er kørt galt, julepynten er væk og Pølse Pia har sat en aldeles ujulet pølsevogn op på torvet.

Har legomænd virkelig baglommer? Kan der i så fald være adskillige kopper i dem? Følg med i afsnit 13.

Jeg ved det godt

2011-12-12T19:03:00.001+01:00

Jeg har ikke glemt julekalenderen.

Der var bare lige nogle ting der skulle åbnes op for og nogle ting der skulle lappes sammen, mellem mig og Manden.

Og den slags tager den tid det tager.

Også selvom der er en julekalenderen der venter.

Julekalenderen: 11. december - Juleklip

2011-12-11T23:02:00.000+01:00

Resume: Bussen med børnehjemsbørnene er kørt fast i en snedrive - dette ved byboerne dog ikke, men da bussen ikke dukkede op har de sendt en redningsekspedition afsted. Villa John ved stadig ikke hvad der er sket med hans hus, men han har vist også glemt alt om det midt i juleriet.

Hvor er julepynten blevet af? Er den blæst væk, eller kan det mon være tale om systematisk julesabotage?

Filmen der lever op til bogen

2011-12-11T09:26:00.001+01:00

Jeg taler om Twilight. Og det er absolut ikke ment som en kompliment.

::Spoiler-alert::

Jeg ved godt der er nogen derude der synes Twilight er det nye sort. Det gør jeg så ikke.

Sidst de sendte Twilight i flimmeren optog Kaye og Jyden den, men fordi de er småbarnsforældre ser de film i små bidder, og på den måde endte det med at vi en dag så en halv times tid i midten af filmen. Det var nok ikke lige den bedste halve time vi fik set, så da de genudsendte skidtet i går tænkte jeg at jeg da altid kunne give det en chance.

Filmen er lige nøjagtig som jeg husker bogen (og her vil jeg så lige skyde ind at jeg tror det højner "glæden" ved filmen at man har læst bogen) Det starter godt. Mere end godt, faktisk. Fantastisk. Sug i maven, pageturner, toppen af sin filmgenre. Jeg har faktisk sjældent læst noget der rammer forelskelse og umulig kærlighed så godt. Ærligt. Jeg hader ikke Twilight fordi det ikke er godt (så havde jeg jo aldrig læst dem færdigt) - nej, jeg hader Twilight fordi det holder op med at være godt.

Hvis det stoppede efter den ene bog kunne jeg tænkte "Meh, middel, ærgerligt det ikke helt er gennemført" og så lade det være ved det. Men nej. Det bliver ved. Bog efter bog, side op og side ned med (indsæt selv squeeky-voice her) "Så vil hun godt have ham, men så vil hun ikke alligevel, og hun elsker ham for evigt, men der var en anden hun måske også gerne ville have, og så ville de godt slås, men så ville de ikke alligevel, og så skulle de giftes, men så ville hun ikke, men så ville hun godt være vampyr, men så ville han ikke, og så skulle de have et barn, men så var de andre sure" og det bliver ved og ved og ved og ved og ved (og ved), og det eneste jeg tænkte var GET OVER IT ALREADY! Hvor udødelig og fantastisk kan den kærlighed lige være hvis I skal bruge to fucking bøger på at være i tvivl?!

Hvorfor jeg blev ved med at læse? Jo, nu var jeg jo igang - og inde under alt lortet er der guld. En guldklump af en historie, der kunne have været en helt fantastisk lååvestory, men så er den blevet syltet ind i "romantiske" forestillinger, der lyder som noget jeg skrev i min dagbog dengang jeg var 13 (skal nok spare jer for uddrag - med mindre i plager) og ikke som noget der er skrevet af en voksen, der faktisk burde vide bedre. Nejnej, jeg siger ikke at bogen skal være mere voksen, eller handle om mere voksne problemstillinger. Den måtte bare godt lade være med at tale ned til sine læsere - og det føler jeg virkeligt den gør. I stedet for at blive udfordret på sit intellekt, sine følelser og sin opfattelse af kærligheden følte jeg mig i den grad sat tilbage til dengang jeg gik i 8.b. Og det passer bare slet, slet, slet ikke sammen med den udødelige kærlighed den første bog lægger op til, og det passer slet heller ikke sammen med temaer som giftermål, graviditet og ægte, dybfølt kærlighed. Sorry, men det gør det bare ikke.

Nå, men for nu lige at vende tilbage til filmen et øjeblik. Handlingen kan de jo ikke gøre for - jeg har faktisk sjældent set en film der er så tro mod den bog den er baseret på - men effekterne? Dem kunne de nok godt have gjort lidt mere ved. De er jo ikke engang fede? Jeg troede det skulle være sådan helt "WOW" når de hoppede rundt i træerne og den slags, men det ligner mest dårlig CG. Hvad det jo så også er. Ligeså med Edwards funklende diamanthud - det ligner bare han er klistret til i lim eller sådan noget. Og hvorfor fanden er der lyd på når han glimter? Er ikke videre imponeret, og synes egentlig det lugter lidt af at de ikke rigtigt har gjort sig umage, fordi de godt vidste at filmen nok skulle spille sine penge hjem ligemeget hvad. Nåja, og så det der Robert Pattinson, ing? Hvem har slået den rare mand i ansigtet med en skovl? (Kaye's ord, ikke mine) Og. hold. da. helt. op. hvor er der mange laaaaangtrukne, røvsyge scener, med klaverspil, baseball og deslige.

Min søster, der er teenager og derfor må formodes at vide den slags, siger i øvrigt at der vist også kun skulle have været to bøger. Men at forlaget sagde at så blev det for voksent, og at handlingen skulle starte tidligere. Jeg vælger at tro på at det er sandheden. For så kan jeg nøjes med at dobbelthade på det forlag, i stedet for at gå rundt med en nagende mistanke om at Stephenie Meyer har fucked up en gudsbenådet inspiration.

....

Og nej, jeg kan ikke bare lade være med at forholde mig til dem. De er der, og de har, på adskillige opfordringer, brugt min tid, og så får de altså også en holdning med på vejen.

....

Hvad I så skal læse i stedet for? Jo, I skal læse Ringenes Herre (læse, ikke se!) og så skal I nyde Aragorn og Arwen's historie. Som er vidunderligt underspillet og smuk og den bedste lovestory ever. Ever. Og den bliver ikke dårligere af at størstedelen er forvist til et appendix, man først læser efter bogen.

Og hvis I synes det er lidt for meget at læse tre bøger for omkring 20 linier og et appendix med kærlighedshistorie, så læs Pride and Prejudice (og se den endelig også, både BBC's serie og den nye film med Keira Knightley) og nyd Jane Austens ironi mens du svælger i en historie der har det hele. På den gode måde.

Julekalenderen: 10. december - Redningsekspeditionen

2011-12-10T23:55:00.000+01:00

Resume: Det er pludselig gået op for byboerne, der har været travlt optagede af at skændes om pølser, at børnehjemsbørnene skulle have været der for længst.

Når redningsekspeditionen frem til børnene i tide? Bliver det mon overhovedet jul i år? Hvorfor må Chewbacca egentlig ikke være med? Og burde hans navn egentlig ikke være Chewbacca John, som Gravidgrahvad gør opmærksom på?

Ondt i hjertet

2011-12-10T15:42:00.001+01:00

Det skulle have været hyggeligt i dag, med julemarked med Esserne, men opgav at finde dem da jeg kom derind.

Tog hjem og tudede i stedet for.

Savner min lille dreng helt ubeskriveligt.

Julekalenderen: 9. december - Pølsefejden

2011-12-09T22:20:00.001+01:00

Resume: Børnehjemsbørnene, der er kørt galt med bussen, holder sig varme ved at brænde bussens sæder og deres breve til julemanden. Det lader til at beboerne i julebyen har glemt alt om dem - de er travlt optagede af Pølse Pia's pølsevogn, der pludselig, og aldeles uautoriseret, er blevet stillet op på torvet.

Hvem tør begive sig ud på den farefulde færd for at finde børnehjemsbørnene? Og kan Æbleskive Pia og Pølse Pia mon glemme deres uoverensstemmelser og leve sammen i julefred, nu hvor børnenes liv er på spil?

Julekalenderen: 8. december - Bålet

2011-12-09T22:15:00.001+01:00

Resume: Juleforberedelserne er godt igang i den lille by, og både Villa John og Pizza Pia hjælper til. Hvad de dog ikke ved er at alle deres forberedelser måske vil være forgæves - bussen med børnehjemsbørnene er kørt fast i en snedrive og når måske aldrig frem.

Hvor mange ønsker skal der helt præcist til for at holde en busfuld børnehjemsbørn varme? Hvor længe kan de klare sig uden mad? Hvorfor er der ingen der har tænkt på at tage en mobiltelefon med? Følg med i afsnit 9

At leve med døden

2011-12-09T16:12:00.000+01:00

Vores verden er pludselig fuld af historier om døde børn, og fuld af historier om forældre der ligepludselig har fået smadret deres liv. Man opdager hurtigt at man overhovedet ikke er alene i sin sorg, og man opdager næsten ligeså hurtigt at der er ligeså mange måder at tackle sorgen på som der er mennesker i sorg. Men lige netop den forskellighed styrker os i at den måde vi gør tingene på et den rigtige for os. Der er tit nogen der åbner ens øjne for nogle ting man bliver nødt til at forholde sig til, eller nogen der har en måde at gøre tingene på som man kan tage med sig - men ligeså ofte er det omvendt, et "sådan er det i hvert fald ikke rigtigt for os"

Når man mister et barn har man ret til at opføre sig lige præcis som man har lyst til, og hvordan man bærer sin sorg og sit liv er det kun en selv der kan finde ud af, og jeg har ikke mødt eller hørt om en eneste hvor jeg ikke kunne sætte mig ind i deres måde at gøre det på. Men for os var der kun to muligheder: Enten vælger man at leve eller også vælger man at dø. Mellem-limboet, hvor man bliver ved med at leve, men svælger i selvmedlidenhed og "hvis det her bare ikke var sket ville mit liv være godt" synes jeg er en pissefesen nul-løsning.

Det er ikke ensbetydende med at så står vi op i morgen og holder op med at synes at livet burde være anderledes, eller at så er vi aldrig mere kede af det. Det betyder bare at vi tager kampen op. Det at vi har mistet et barn skal ikke blive en belejlig undskyldning for at være ynkelig og på tværs resten af mit liv. Resten af mit liv skal ikke gå med at svømme rundt i min egen bitterhed, og Ronan skal ikke idoliseres til at være det der kunne have gjort hele mit liv godt. Det er en alt for stor byrde at lægge på så lille et menneske.

Det bliver aldrig, aldrig, aldrig ok at han døde. Men det bliver det bare nødt til at være alligevel. Det bliver nødt til at være ok at vores liv er som det er. Vi har valgt at leve, med alt hvad det indebærer - vi har kun det ene liv og det ville være synd og skam ikke at få det bedste ud af det.

Julekalenderen: 7. december - Pølsevognen

2011-12-07T17:02:00.001+01:00

Resume: Bussen med børnehjemsbørnene er kørt fast i en snedrive, og det er uvist om de nogensinde når hjem til jul. Dette ved de gode folk i byen dog intet om - de arbejder flittigt for at få alting klart inden børnene kommer. Præste Pia har lovet at fortælle Villa John hvad der er sket med hans hus, men det er som om der altid lige er noget han skal hjælpe med først...

Er det nu også rigtigt at pølser ikke er spor julede? Kommer Villa John mon ned fra lyskæden? Og finder han nogensinde ud af hvad der er sket med huset? Følg med i morgen

Fra Landet Uden Bredbånd

2011-12-07T16:07:00.001+01:00

Har afleveret og bestået opgave. Det holdt ellers hårdt, eftersom internettet valgte at stå af i går. Mindre smart når opgave skal afleveres online. Heldigvis kan Mandens smartfååån bruges som usb-modem (hvad den også gør i skrivende stund) så det gik alt sammen til sidst.

Fra nu af står den i teorien på eksamenslæsning, men i praksis nok mere på ferie, og næste onsdag er lektiedate erstattet af konfektdate. Hvor Es og Manden også skal være med. Omtalte konfektdate bliver også for alvor starten på juleriet her i hytten, eftersom Manden har ferie fra på onsdag og så helt frem til jul. Virkelig lux at han først skal på arbejde igen om aftenen d.25. - og så har fri igen fra d.28. og hen over nytår. Synes også vi har fortjent en jul hvor vi har fri i år. Synes faktisk i det hele taget vi har fortjent at holde fri, og halvdelen af tiden fortryder jeg lidt at jeg har meldt mig til den eksamen. Den anden halvdel af tiden synes jeg det er en meget god ide at have noget at lave, og at der så er det mindre at lave næste år.

Jeg havde egentlig flere, længere, og måske endda bedre, indlæg i ærmet, men manglende internet og en Mand der også gerne vil have sin telefon engang imellem gør at det nok må vente til weekenden, hvor telenor-teknikeren forhåbentlig har været ude og fikse internettet.

Nåja, og så er jeg egentlig også gået to dage over tid.

Julekalenderen: 6. december - Bussen

2011-12-06T20:09:00.001+01:00

Resume: Villa John ved stadig ikke hvad der er sket med hans hus, men han får hjulpet med en masse julerier i byen og Pizza Pia hjælper Bager John med at bage den store julekage, så alt kan blive klart til børnehjemsbørnene kommer til jul.

ÅH NEJ! Hvordan skal børnene nu nogensinde komme til byen til jul? Er der overhovedet en historie i den her julekalender? Og i så fald; bliver det så tydeligt hvad den er? Alt dette og meget mere får du ikke svar på i morgen.

PS. Beklager stavefejl i de sidste par indlæg - skriften blev sat på lidt hurtigt i 11. time på grund af opgave travlhed. Men fra i morgen skulle jeg gerne være tilbage med kun almindelige sjuskefejl!

Julekalenderen: 5. december - Æbleskiveboden

2011-12-06T12:03:00.001+01:00

Resume: Pizza Pia hjælper Bager John i bageriet efter han brækkede benet i en frygtelig bagerulykke. Villa John leder stadig efter nogen der kan fortælle ham hvorfor hans hus ligger i ruiner - nåja, og så er han jo kommet til at love Præste Pia at han nok skal skaffe 24 dyr til krybbespillet inden jul

Husker du at hjælpe Villa John med at finde et nyt dyr til krybbespillet hver dag? Husk også at følge med i morgen (som jo så er i dag, fordi jeg uploader for sent!) hvor begivenhederne virkelig tager fart!

Så sagde vi bare det også var den femte imorgen

2011-12-05T22:34:00.001+01:00

Bliver i meget sure hvis afsnit fem først kommer i morgen? Nå, men det var bare ærgerligt, for er helt smadret.
Er virkelig glad for der ikke er flere opgaver efter den her. Jeg hader afleveringer af et godt hjerte, for jeg har ikke psyken til det. Jeg bliver alt for kritisk og usikker og har derfor svært ved at rumme en hel opgave. Gruer allerede for bachelorprojektet.
Det var egentlig ikke for at klynke. Der er bare ikke overskud til mere.

Dagens lettelse

2011-12-05T09:46:00.001+01:00

Foreløbig eksamensplan lægger eksamen i killer-faget Finansiering den 19. januar.

Så kan jeg jo nå at læse. Efter jul.

Puha.

PS. Sidder med obligatorisk opgave i dag, så julekalenderen kommer først senere

Julekalenderen 4. december - bageriet

2011-12-04T10:00:00.000+01:00

Er ikke hjemme så hurtig upload i dag og sen upload i morgen

Julekalenderen: 3. december - Præste Pia

2011-12-03T10:00:00.000+01:00

Resume: Villa John leder stadig efter nogen der kan fortælle hvad der er sket med hans hus

Kan du hjælpe Villa John med at finde de 24 dyr?

Julestemningsbilledspam

2011-12-02T20:44:00.000+01:00

1. december: Varm kakao med marshmallows og hot buttered crumpets til morgenmad. Jeg har en Johnny Depp chokoladekalender og Manden har en med Toy Story 3. Til deling har vi to legokalendere: en Star Wars og en City, og så en skrabekalender og ulandskalenderen. De to sidstnævnte er ikke med på billedet, for vi har først købt dem i dag.

Morgenbordet

Er det ikke smart med kombi advents- og kalenderlysdekoration? Der er sådan noget sweater-mønster på adventslysene og kalenderlyset er i øndigt guld med rødt glimmerbånd om. Pakket med noget mos jeg fik i gave af Es sidste år (ja, haha, han er så pissevittig) I vindueskarmen ses et par handsker som Nissen kom med til Manden. Det er sådan nogle man kan taste på en smartphone med. Manden synes de er så helt utroligt stealth at han nynner temaet fra Mission Impossible hver gang han tager dem på.

Rimlig fesen minichokolade i kalenderen. Men hey, skidtet kostede kun 15kr i Lidl.

Løsningen på Ronans kalenderlys

Jeg fandt et lille juletræ nede hos blomsterhandleren, som vi plantede hos Ronan - det skulle gerne kunne overvintre, og så står det der jo også næste år. I Jysk havde de sådan en smart lyskæde der kører på sol-celler, og det var jo helt perfekt til hans lille træ - den tænder endda selv når det bliver mørkt. Vi havde hans ting med hjemme, til en ordentlig vask, så der er pænt her til jul.

Julestemning hos Ronan

I dag var vi i IKEA og fejre Prinsessens fødselsdag. Der var julebuffet til 69kr (og softice til 20) så vi brugte et par timer på at foræde os. Lige nu er jeg lidt ærgerlig over at jeg er så anonym her på bloggen, for jeg har et herligt billede af Prinsessen, Manden og Es, hvor de står i Toys'r'us iført Peter Plys-partyhat og kina-folde-ud-øv-paphorn. Vi havde også hattene på i IKEA, indtil de faldt fra hinanden og blev til underlige Peter Plys-kalotter i stedet. Ja, vi er så officielt de to mest nedern par i verden: fødselsdag-par-date i IKEA. And I låååve it. Og så har vi jo også fået de sidste to låger til reolen.

IKEA-julebuffet. Peter Plys-hat ses i baggrunden.

Julekalenderen: 2. december - mød Pizza Pia

2011-12-02T09:22:00.001+01:00

Resume: I første afsnit mødte vi Villa John, der pludselig finder sit hus i ruiner og begiver sig ud på en farefuld færd for at afdække sandheden. På sin vej møder han sin nabo Nabo John, hvis hus på mystisk vis er blevet lavet om til en pub.

Her følger andet afsnit:

Vil mysterierne dog ingen ende tag? Følg med i morgen!

Julekalenderen: 1. december - mød Villa John

2011-12-01T10:00:00.001+01:00

Så er den her - den længe ventede julekalender!

Man skulle gerne kunne få billedet i stort (og læseligt) format ved at klikke på det.

Hvad er det dog der sker? Følg med i morgen, hvor situationen på ingen måde bliver klarere.

Det levende barn

2011-11-29T15:37:00.001+01:00

Jeg har rykket mig meget i min sorg. Men jeg kan ikke finde ud af om sorgen er blevet mindre eller om jeg bare ikke lægger så meget mærke til den længere. Jeg har stadig utrolig svært ved at sammenkoble konceptet "at have mistet et barn" med det der er sket for os, og nogle gange kan jeg pludselig godt komme i tvivl om der faktisk overhovedet er sket noget, eller om der bare er nogen der har stillet et billede af en baby på mit natbord. Der er (selvfølgelig) stadig mange aftener hvor jeg sidder med billedet og savner ham og græder, men der er også nogle aftener hvor jeg ikke registrerer andet end "næh, en sød baby" inden jeg slukker lyset.

For nogle dage siden tog jeg mig selv i at tænke; hvorfor kaldte vi ham ikke Sofus? Han ligner en Sofus. Selv hans tøj får ham til at ligne en Sofus. Jeg så pludselig det hele udefra, som om det ikke var noget jeg var følelsesmæssigt involveret i. En lille nuttet puttebaby skal selvfølgelig hedde Sofus. Og på gravstenen, hvis der stod Sofus, så ville man også vide det med det samme når man så den, at stedet hørte til en nuttet og savnet baby. Det ville alt sammen være rundere og blødere og passe bedre ned i kassen, der er Forestillingen om den Døde Baby. Jeg nåede faktisk at tænke at vi jo havde gjort det helt forkert, der i sorgtågerne, og slet ikke havde tænkt os om. Den stille, nuttede baby, som bare ser ud som om den sover skulle selvfølgelig have heddet Sofus.

Men han var jo ikke noget stille barn. Det er kun fordi han døde at han er så stille og putteagtig på alle billederne. Inde i min mave var han jo en lille bøffel, der møffede rundt hele tiden og kunne få ting til at vippe hvis man stillede dem på maven. Det var ham der vågnede op hver morgen og begyndte at mosle rundt når jeg spiste min havregrød, og det var ham vi kunne mærke når vi aede maven og sang godnatsang. Og det var ham der boinkede sådan til mig at jeg engang imellem kunne hapse et lille stykke baby gennem maveskindet. Inde i min mave var han ikke spor pussenuttet og fredfyldt. Inde i min mave var han levende.

Og det er bare først nu jeg rigtigt kan huske det. Jowjow, jeg har tit tænkt på det, og været glad for den tid vi havde med ham, men uden sådan rigtigt at huske det. Uden at huske ham. Mit liv har været så fyldt med sorg over vores døde søn, at der slet ikke har været plads til at rumme tanken om at han også engang var levende. Det er måske derfor billedet af ham ikke længere udløser de samme følelser. For det var jo ikke sådan han var; det er ikke det barn jeg husker og sørger over for tiden. Det er underligt på den måde at arbejde sig baglæns i sorgen. Og det er underligt på den måde at blive ramt i hovedet af en så indlysende sandhed, og pludselig blive så ked af noget man har vidst længe. Pludselig, næsten seks måneder senere, at blive så ked af vi har mistet det levende barn der var i min mave.

Det døde barn på billederne kunne måske godt have heddet Sofus. Men det levende barn der var inde i min mave, han hedder Ronan.

Handicappet?

2011-11-28T09:26:00.001+01:00

Inde hos SU-styrelsen kan man søge et såkaldt handicaptillæg, hvis man har "en varig funktionsnedsættelse" som gør at man ikke kan have et job ved siden af sine studier. Jeg kan jo dårligt nok finde ud af at have et studie, men eftersom jeg har været ind og ud af systemet og en hel masse rundt omkring, diagnose- og journalløs, har jeg ikke turdet søge det før nu. Nåja, det, og så at jeg jo ikke helt føler jeg kan være bekendt at søge om ekstra penge, for der er jo nogen der har det værre end mig og alt det der.

Til dem der aldrig har prøvet SU og/eller særlige tillæg kan jeg oplyse at SU-styrelsen er en jungle. En jungle som sjældent udspyer oplysninger der stemmer overens med andre instansers oplysninger, eller, ja, deres egne. Således står der på deres hjemmeside at relevant dokumentation er en speciallægeerklæring og journaloplysninger. Da jeg nævnte det for min psykiater blev han virkelig forvirret i blikket og mere oprørt end jeg nogensinde har set ham (hvilket stadig ikke er ret meget) og ytrede at det overhovedet ikke kunne passe. Speciallægeerklæringer er store og dyre og overkill, og det gav slet ingen mening at de bad om noget så privat som min journal. Jeg blev sådan lidt "don't kill the messenger, jeg siger bare hvad der står på deres side - jeg skal nok gå ned og spørge dem"

Det gjorde jeg så.

Konen: "Hej, jeg er ved at udfylde sådan en ansøgning om handicaptillæg, men jeg kan ikke finde ud af hvilken dokumentation jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder: "Jamen det står på ansøgningen"
Konen: "Ja, men jeg synes bare ikke det var særlig udførligt"
SU-medarbejder: "Det står der. Jeg sidder faktisk lige med en ansøgning her. Se, der."
Konen: "Ja, ok, men jeg er i tvivl om hvad det er jeg skal vedlægge"
SU-medarbejder (læser højt): "Nedsatte bevægelsesfunktioner: du skal vedlægge erklæringer fra speciallæge eller sygehus. Ryglidelser: du skal vedlægge journaludskrift fra sygehus eller speciallæge..."
Konen: "Ja, men..."
SU-medarbejder: "...Synslidelser: du skal vedlægge oplysninger fra hospital, øjenlæge eller Statens Øjenklinik..."
Konen: "...det er psykisk!"
SU-medarbejder: "Ok, det står lige der: du skal vedlægge oplysninger fra psykiater"
Konen: "Men hvilke oplysninger?"
SU-medarbejder: "..."
Konen: "Det er ikke særlig specifikt"
SU-medarbejder: "Nej, det er jo en individuel vurdering. En diagnose, jo. Og en kopi af din journal"
Konen: "Hvad med tidligere journaler?"
SU-medarbejder: "Ja"
Konen: "Den er altså ret stor" (demonstrerer med tommel- og pegefinger hvor tyk den er)
SU-medarbejder: "Nej, ikke når den er så stor. Bare henvisninger, måske"
Konen: "...ok. Tak. Så. Det går jeg hjem og kigger på"

I dag ringede jeg så til psykiaterens sekretær for at oplyse om SU-styrelsens oplysninger.

Konen: "Hej. De vil gerne have en kopi af min journal"
Sekretær: "...det lyder altså mærkeligt. Det har vi aldrig gjort"
Konen: "Men det var det de sagde"
Sekretær: "Det må have været en meget uerfaren medarbejder du snakkede med. Normalt så laver vi sådan en erklæring, med en diagnose og den slags - en journal er jo alt for personlig at have svævende rundt i systemet på den måde! Og det er du da heller ikke interesseret i?"
Konen: "Nej, men det var det de bad om. Og ellers kan jeg jo ikke søge det tillæg"
Sekretær: "Ej, jeg er sikker på at hvis du snakkede med en der var mere erfaren ville de også sige at sådan en erklæring var nok"
Konen: "Jamen hvis det er det I plejer, så går jeg ud fra det er nok"
Sekretær (virker stadig helt harm over at de vil have udleveret journal): "Ja, de har jo ingen interesse i din journal! Den er jo også lang og der står en masse personligt, og behandlingsspecifikt. Det må virkelig være nok at de får en diagnose og en tidshorisont. Skal vi ikke sige at hvis du ikke hører fra mig, så gør vi bare sådan?"
Konen: "Jo, endelig. Så må de jo sige til hvis det ikke er nok"
Sekretær: "Ja. De kan jo også ringe til psykiateren og snakke med ham, hvis der er noget!"
Konen: "Ja, så må de jo gøre det (*smirk*) Tak"

Næste punkt: skrive til lægen og høre om hun har adgang til mine tidligere henvisninger og sygemeldinger. Eller om jeg selv skal til at kontakte sytten forskellige læger, for at rekvirere dem.

Faktisk, så er det næsten sådan at hvis man formår at aflevere en korrekt udfyldt og veldokumenteret ansøgning har man bevist at man ikke har brug for tillægget. De beder mig i hvert fald om at gøre alle de ting jeg forsøger at overbevise dem om jeg ikke er i stand til.

UPDATE: Sekretæren ringede igen og sagde at de plejer at få sådan en skema, i den slags sager. Så ringede jeg til SU hvor jeg fik at vide at et sådant fandtes ikke, og jeg skulle bare vedlægge det min psykiater fandt relevant - og det behøvede ikke være en journal. Nå, men det er da godt de selv ved hvad de laver.

Første søndag i advent

2011-11-27T22:22:00.001+01:00

Lokkede Kaye med en tur i Netto, på jagt efter kalenderlys med et lille lys til hver dag, som vi kunne bruge til Ronans lille lygte. Men de havde ikke nogen. Har i stedet købt nogle røde fyrfadslys, og så kan vi selv skrive numre på. For kalenderlys, det skal han have. Vi har også tænkt på at vi skal have en lille nissehue til at sætte på hans billede (ja, vi er mega-cheasy, ok?) men jeg kan bare ikke rigtigt finde nogen babynissehuer - som ikke er fra en eller anden fancy butik og koster en milliard (for jeg er også cheap, ing?)

Jyden havde åbenbart insisteret på æbleskiver til eftermiddagskaffen og adventskransen, og det så jeg ingen grund til at modsætte mig. Niecen så forfærdet på sin fader da han hældte flormelis op på hendes tallerken og udbrød, næsten flæbende "Kan ikke li'!" Syltetøjet havde hun dog absolut ingen problemer med - hun blev faktisk helt sur da nogen foreslog at hun måske også skulle spise lidt æbleskive til. Jeg vil også have en næsten-to-årig, for der er jo endeløs underholdning i sådan en. Hun insisterer fx også på at den store pap-julegås på væggen er en lama. Som spiser brød. Se, det vidste I nok ikke om julen!

Glæder I jer i øvrigt behørigt til julekalenderen? Ikke? Det er bare fordi I ikke har set teaseren endnu:

Så er det første lys i adventskransen tændt

Jow jow. Spændende, nichts war?

Hov, 22.22. Der blev jeg født.

Lørdag

2011-11-26T16:27:00.000+01:00

På grund af Mandens arbejdsskema er vores liv inddelt i 14-dages intervaller. Han arbejder syv dage, og har så fri syv dage, fra onsdag til onsdag. Fordelingen passer os egentlig meget godt, men engang imellem kan jeg godt blive lidt crazy over at ugerne ikke passer sammen med de uger alle andre har, hvor det er 5 arbejde-2 fri, og at en fredag ikke bare er en fredag.

Åh, indsæt selv krøl-sammen-af-indlæg her, jeg har glemt hvor jeg ville hen. Det var noget med at lørdag morgener er hyggelige, med cocopops og den slags, og at fredagsslik stadig rules selvom man er fyldt 25.

Anywho, jeg havde egentlig planlagt at jeg ville se at få lavet de første afsnit af julekalenderen, men nu er klokken snart halv fem så det blev nok ikke lige i dag alligevel. Til gengæld har jeg lavet den side som julekalenderen skal være på, og så har jeg også langt om længe fået aktiveret mobil-layoutet. You're welcome.

Nåja, og så har jeg fået bank af Anne i Wordfeud.

Jeg går bare ind og lægger mig nu.

Det der depression

2011-11-24T22:30:00.001+01:00

Det er jo ikke fordi der ikke sker noget i mit liv. I mandags var Emmie her jo fx. Og i går var der ~~lego~~lektiedate med Prinsessen. Og så var der i dag hvor Niecen stak i et hyl da hun så mig - ikke fordi hun var sur, men fordi hun havde gået og ventet urimeligt lang tid på at jeg skulle komme (vi snakker et helt kvarter her) og det havde åbenbart været en virkelig traumatisk oplevelse. Og der er gåture, kirkegården, sms'er med Coco og en teaser til julekalenderen.

Men mest, så er det bare tåget.

Virkeligheden glider ud af fokus og det hele flyder sammen til en grå suppe, hvor selv ugedagene kan være svære at holde styr på. Jeg kan ikke finde hoved og hale i hverdagen og har virkelig svært ved at finde følelser frem og få dem ud. Jeg bliver faktisk til en ret kedelig og grå suppe udenpå også, og jeg kan ikke finde ud af at være noget for Manden.

Jeg hader depression. Jeg hader den formløse klump jeg bliver til, både indvendig og udvendig, og jeg hader at der ikke er noget jeg kan gøre ved det. Jeg hader at jeg har knoklet pissehårdt de sidste fem måneder for ikke at blive ædt af den forbandede sorg, for at komme videre, og så er det bare det samme rådne lort der er på den anden side. Den samme rådne depression.

I mellemtiden står jeg op, tager bad, vasker tøj, laver lektier, reder seng, zapper fjernsyn, spiller spil, rydder af, pakker taske, går i seng. For hvad skulle jeg ellers give mig til?

---

Og se, nu blev klokken pludselig halv elleve. Har taget mig en time at skrive det her indlæg. So much for tidlig sengetid og tidlig start i morgen.

Sjette afsnit af Englandssagaen

2011-11-21T20:58:00.000+01:00

Mandag: Chester. Kan varmt anbefales. Fantastisk charmerende lille by. Jeg går ud fra vi alle sammen er ved at være lidt trætte af Englandssagaen nu, så her er det sidste billedspam. Uden for mange ord. Jeg har sikkert alligevel glemt hvad jeg ville skrive nu.

Bymuren, med det centrale ur

Baggårdens baggård. Vi morede os meget med at gætte på hvordan man kom ind i det bagerste hus

Gamle romer-søjler

The Rows - butikker både i gadeplan og langs svalegangen

En scone. Med clotted cream. Mums med mums på. Læg mærke til der følger TO kander med til teen - en med (stærk) te og en med varmt vand til at fortynde med. Manden har fået et par crumpets i baggrunden

Mr. B's geniale hjemmelavede toiletdørs-lås

Jep, det er en Morris 1000.

Til afskedmåltid om aftenen fik vi fish and chips fra min yndlings chipshop. Ville virkelig ønske vi havde sådan nogle herhjemme. Måske man skulle åbne en?

Englandsswag.
Vinderen af Englands giveaway'en (Gravid-grahvad) modtog et udvalg af pulver-jelly, ditto custard, prawn cocktail crisps og curly wurly-chokolade

Femte afsnit af Englandssagaen

2011-11-21T20:54:00.000+01:00

Dengang for længe siden da jeg var i England første gang kom jeg af snoede veje til at tilhøre en lille kirke, hvor jeg, ud over at komme om søndagen, endte med at lave en del frivilligt (køkken)arbejde. Det er også derigennem jeg kender Mr. og Mrs. B, så det var selvskrevet at vi tog med i kirke om søndagen.

Bagefter var der vaskeægte Sunday dinner, og eftermiddagen bød på endnu en bakke - denne gang den i nabobyen.

Liverpool i horisonten. bemærk den anglikanske katedral der selv på afstand er intimiderende stor

Mr. B fodrer et par grise vi gik forbi på vejen

Og her er den så - The Chocolate Fudge Cake:

Den smagte helt åndssvagt godt. Og så med en ordentlig kop te til. Læg i øvrigt mærke til Mr. B's custard med æblekage i baggrunden.

Nu er der kun et afsnit mere. Jeg lover det.

Tillykke til Manden

2011-11-20T20:41:00.001+01:00

Svigerforældrene og Kaye og Jyden kom forbi til eftermiddagskaffe og fødselsdagskage og sidstnævnte par blev også til aftensmad. Det har virkelig været hyggeligt og solidt placeret midt i min comfortzone. Min hjemmebane, i mere end en forstand.
Vi startede dagen med pandekager, som det jo hører sig til når ens Mand har fødselsdag, og så brugte jeg et par timer på at pynte kage. Vi nåede endda på kirkegården inden det blev mørkt og Svigerforældrene skulle hjem.
Nu ligger vi på sofaen og ser AFV og snakker om hvor underholdende (og sød) Niecen er for tiden. I morgen kommer Emmie på besøg, og Esserne kigger nok også forbi.
I dag er livet ok.

Det kan man da ikke

2011-11-19T17:20:00.001+01:00

På trods af min families særheder (uddybende indlæg følger en af de nærmeste dage) elsker jeg dem. Og selvom Mandens familie er noget HELT andet end jeg er vant til har de alle sammen taget imod mig med åbne arme, og de er også min familie nu. Min svigermors familie derimod...

Mandens far og Svigermor mødte først hinanden efter Manden var blevet voksen, og hendes familie har derfor ikke været en del af Mandens liv. Der er selvfølgelig nogle stykker jeg kommer godt ud af det med, men der er godt nok også nogle jeg rent ud sagt ikke kan fordrage. De har en grundlæggende anderledes indstilling til livet end mig, og jeg synes faktisk tit der lader til at være en generel mangel på respekt for andre mennesker. Der er især én jeg faktisk næsten direkte hader. Han har flere gange overskredet mine grænser, uden overhovedet at ænse at jeg gav udtryk for jeg synes det var ubehageligt, og er noget af en bralrerøv. Der er ikke den ting han ikke kan, eller den fest der ikke var fed, eller noget han ikke har styr på. Han synes selv han er så pissefed, men sandheden er at hans store planer aldrig bliver til en skid, ofte fordi han simpelthen drikker det i vasken. Han er nu blevet gift og de venter et barn sammen og han bliver ved med at sige at så får han jo styr på sit liv - men han snakker stadig mest om at han var skæv i går, lavede noget sort arbejde i sidste uge og hvor pissefedt det er at de har kunnet skaffe absinth. Jeg har lyst til at kværke ham, for hvad fanden bilder han sig ind? Én ting er at han ødelægger sit eget liv, men nu er der jo pludslig børn involveret, og det lader bare ikke til han forstår hvor dyrebart det er. Overhovedet. I kender typen, nichts war?

Sidder i Udkantsdanmark til den der 50 års fødselsdag, fordi jeg synes at når nu Svigermor holder en større fest er man jo nødt til at komme. Men er man egentlig det? Jeg blander mig alligevel ikke i selskabet og jeg er faktisk heller ikke mentalt klar til det. Og helt ærligt kan jeg jo faktisk ikke lide 50% af selskabet. Er jeg virkelig et frygteligt menneske fordi jeg tænker at jeg egentlig ville få mere ud af at sidde hjemme og hygge mig med en bog, og at festen som sådan egentlig også ville få mere ud af at jeg ikke bare sad og optog en stol? Lige nu er jeg splittet rimelig 50-50 imellem "hvorfor fanden skal jeg bruge min tid på mennesker jeg ikke kan lide" og "det betyder jo måske meget for Svigermor at jeg er her"

Det værste er at jeg ikke bare kan tage hjem, for det er helt reelt Udkantsdanmark uden offentlig transport i miles omkreds - så mellemløsningen med kun er komme til eftermiddagskaffe og så tage hjem er ikke en mulighed.

Hvad ville I gøre?

Bryllupsdagsaften

2011-11-18T21:57:00.001+01:00

I morgen har vi bryllupsdag, men grundet sammenfald med Svigermors 50års fødselsdag har vi fejret det i dag. Med mad, for er der egentlig bedre måde at fejre bryllupsdag på? Nogen, med en ikke helt ren tankegang, vil måske nok kunne komme på noget, men der tager de fejl. Det kommer jeg til senere. Først; maden.

Nu forsøger jeg jo egentlig at holde det lidt hemmeligt hvor jeg bor, men jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale restaurant Østervemb som ligger her i Byen Ved Vandet.

Vi kender nogen som kender dem der ejer det, men det er altså ikke derfor jeg vil anbefale det - det var bare grunden til vi overhovedet tog derned. I dag var vores andet besøg dernede og det har bare været sygt godt begge gange. Det er ret småt og bliver drevet af to gutter der brænder for mad (og vin) og der er tid til at diskutere med gæsterne om hvornår det er sæson for hyldeblomster.

Maden er gourmet uden at være prætentiøs, og selvom jeg begge gange har tænkt at jeg godt kunne spise mere end der var på tallerkenerne, er jeg gået derfra propmæt og yderst veltilpas.

På vej hjem blev følgende replik ytret: “Kan vi ikke godt vente med at knalde til vi har slået mave?“ For maden er simpelthen så god at man bliver nødt til at sidde lidt og nyde mindet om den derhjemme også.

PS. Det tager da helt åndssvagt lang tid at skrive indlæg fra en smartphone. Hvordan kan man holde det ud i længden?

Før storm

2011-11-17T18:42:00.001+01:00

Dengang i foråret hvor vi lige havde fundet ud af den var helt gal med bebisen inde i maven løb jeg tør for ting at sige til min psykiater. Der var ikke andet i mit hjerte og min sjæl end den lille Ananas og jeg kunne ikke få psykiateren til at forstå at det alt sammen var noget andet når det var babyen. At det ikke kunne sammenlignes med tidligere begivenheder i mit liv, ligemeget hvor mange andre situationer han kunne komme i tanke om at nævne. Derfor besluttede jeg at tage en pause inden det gik helt i hårdknude, og mens jeg stadig kunne bevare min tro på at han trods alt besidder medmenneskelighed, selvom det nogle gange lader til at være sekundært i forhold til hans virke.

Da vi kom hjem fra ferie ringede jeg og sagde jeg var klar til at starte op igen. Sekretæren kunne godt huske mig, og var virkelig sød, og vi lavede en aftale om at hun, indtil der bliver en fast tid ledig, ringer til mig når de får et afbud. Således har jeg fået en tid i morgen tidlig, og jeg er virkelig spændt. For kan jeg få ham til at forstå at jeg helt grundlæggende er et andet menneske end sidst han så mig? Kan jeg få ham til at forstå at Ronans liv og død hverken kan eller skal bruges til forståelse af andre situationer i mit liv? På den ene side er jeg blevet meget mere afslappet omkring en masse ting, men på den anden side er jeg også bare blevet virkelig kompromisløs på nogle områder. Det er måske i virkeligheden nok to sider af samme sag - jeg er blevet kompromisløs nok til at sige fra, og afslappet nok til ikke at have det dårligt med det. Det håber jeg bare han forstår med det samme; at jeg er nogens mor nu.

Fra smartphonen

2011-11-16T10:44:00.001+01:00

Har ikke tid. Slagter frugt og myrder grise.

Dagens dont

2011-11-15T13:13:00.001+01:00

Klokken er kvart over et, og indtil videre har jeg:

Været til forelæsning, hvor jeg sad i to timer og lod som om jeg lærte noget om skatter og investering (i virkeligheden gik det meste af tiden nok med at læse i Reaper's Gale af Steven Erikson)
Købt lego-julekalendere i Toys'r'us
Været i Søstrene Grene efter juleting
Drukket hindbær-latte med Prinsessen (som til gengæld overdrog mig en æske lego)
Tilbragt halvanden time i offentlige transportmidler

Om lidt går jeg i fakta efter mælk og æg, og når jeg kommer tilbage vil jeg bage bundene til Svigermors fødselsdagskage.

Kan virkelig, virkelig godt lide at jeg i praksis er færdig med en hel dags gøremål inden middag. Kan til gengæld virkelig, virkelig ikke lide at skulle op klokken seks.

Hov, og så kom posten lige med Mandens fødselsdagsgave - han har godt nok først fødselsdag på søndag, men han får nok lov til at pakke den op ligeså snart han vågner. Tænk, nu bliver vi et hjem med smartphone.

Elefanten i rummet

2011-11-14T11:57:00.001+01:00

Jeg drømte at vi var til middag hos Kaye og Jyden, bortset fra at det overhovedet ikke lignede dem, eller deres hus. Vi var i sådan et gammelt vintermørkt køkken, med halvdårligt lys og linoleum på gulvet. Jeg skulle tisse, men man måtte ikke forlade bordet, og hvis man skulle tisse var der et toilet ved bordet og så skulle man bare være diskret når man skulle tørre sig. Da jeg skulle tørre mig var det sådan en mærkeligt olieagtigt væske, som også var på min mave og mine ben. Jeg blev virkelig flov over det og spurgte desperat om der ikke var et andet sted jeg kunne gå hen og ordne det, men da jeg rejste mig blev det værre og min mave lignede oliemættet papir, og var næsten helt gennemsigtig. Jeg blev ret bange, men var ellers fattet og sagde at nogen nok hellere måtte ringe til hospitalet. Åbenbart var jeg blevet opereret, og Manden havde et direkte nummer, men han var nødt til at gå ind i et andet rum, for der var kun fastnettelefon. Pludselig kom der en masse vand ud af mig og Kaye sagde jeg skulle lægge mig ned, og først var jeg ikke ret meget for det, for der var jo vådt over hele gulvet, men så blev der ved med at komme mere. Jeg nåede at tænke at det jo kun var vand, og ikke blod, så hvor farligt kunne det være, men jeg lagde mig ned alligevel. Jeg prøvede at sige at de måske skulle bede Manden om at ringe 112 i stedet for, men jeg havde pludselig ikke ret mange kræfter tilbage. Jyden sad bare på en stol og så på mig, og jeg vidste han havde hørt hvad jeg sagde, men alligevel gjorde han ikke noget. Pludselig gik det op for mig at det var fordi han vidste det var for sent, og at en ambulance aldrig ville kunne nå frem. Alligevel blev jeg ved med at bede om at de skulle ringe 112, imens vandet stadig løb ud af mig, rytmisk, som et hjerte der pumper blod. Helt til det sidste blev jeg ved med at tænke at jeg bare skulle holde ud, men pludselig blev alting sløret, og så vågnede jeg og kunne ikke finde ud af hvor jeg var.

Man behøver måske ikke være et geni for at gætte hvorfor min underbevidsthed kobler fostervand og død sammen. Eller hvorfor fostervand der løber ud, ligeså godt kunne være mit hjerteblod. Alligevel er det virkelig underligt at det pludselig dukker op på den måde. Fuldstændig ude af kontekst, i forhold til hvad jeg tænker på og tumler med i mine vågne timer. Der er åbenbart stadig en kæmpe klump af uforløste ting, som er så stor at jeg slet ikke opdager den er der.

Ordlaveren

2011-11-13T20:56:00.001+01:00

Står I også tit og mangler ord? Så prøv DEN FANTASTISKE ORDLAVER! Det er en app til android som mig og min bror har lavet (han har kodet efter min ide) og den skulle gerne kunne hentes HER

Jeg har ikke selv en android telefon, så kan ikke instruere nærmere - men det er vist noget med at den bare skal køres fra telefonen og så virker det. Den bruger internet-forbindelse når den starter op, og er kun i beta-version. Men den er sjaw (og jeg håber I også kan få den til at virke

Man skal bare klikke på ordet på skærmen, så genereres et nyt. Vi har haft mange (mange) timers sjov ud af den og er ikke færdige endnu.

Screenshot

Disclaimer: ordlaveren indeholder ord som "numse", "neger" og "jesus" - brug på eget ansvar

Dobbeltand

2011-11-11T16:36:00.001+01:00

Hvis jeg nu laver en julekalender her på bloggen, ville I så følge med i den? Slavisk? Og også selvom den er dårlig?

Jeg ville have lavet en afstemning om det, men så kunne jeg ikke finde en afstemnings-dims der ville virke og jeg gad heller ikke lige lave en selv, så nu har jeg bare skrevet det her i stedet, selvom det her indlæg egentlig skulle handle om noget andet.

Det skulle nemlig handle om and. Ikke et ret spændende emne til at begynde med, og nu har jeg da vist fået dræbt begejstringen helt ved at indlede indlægget med noget andet og langt mere interessant. Jeg ville egentlig også bare sige at i går fik jeg and, og i morgen skal jeg have and igen. Og nu har jeg så sagt det. Nåmmen, hej hej så.

---

Jordens kedeligste og mindst informative indlæg, siger du? Skal I have "Historien Om Hvorfor Konen Skal Have And To Gange På En Uge" alligevel? Men jeg advarer: indlægget bliver muligvis kun endnu kedeligere!

Det var en Mørk og Stormfuld Aften, og luften bar en uforklarlig følelse af gru med sig. I min dårskab tillagde jeg det blot efterårsmørket og den kolde vind, og jeg var derfor fuldstændig uforberedt på de rædsler der fulgte. Fuldstændig blindt og intetanende åbnede jeg min indbakke, og befandt mig pludselig i skrækscenarie nummer et: en mail fra min moster! Det lyder måske ikke umiddelbart frygtindgydende, men tro mig, når først man har åbnet sådan en mail er man fanget. Det er en bombe af uinteressante eller præmature informationer, spørgsmål om begivenheder månedsvis ude i fremtiden, opfordringer til kreative projekter jeg ingen interesse har i og links til alverdens ligegyldige og aldeles usaglige hjemmesider. Især efter internettet har lært hende begrebet "highly sensitive person" er det blevet fuldstændig ulideligt, i nærmest martyriske proportioner. Hin oktober dag omhandlede mailen det årligt tilbagevendende emne "Mortens aften skal rykkes til en weekend - hvilken dag passer jer bedst" Jeg kunne jo med det samme svare at Manden (ærgerligt, ærgerligt) arbejder den weekend der var i spil, og så skulle man tro den ged var barberet.
Det var den ikke. En uge senere ankommer der en mail med informationer om Mortens aften, juleaften ("Saltkød er rykket til klokken halv elleve", for det er så megavigtigt at vi alle sammen ved det 1½ måned i forvejen) og juleklip. Jeg synes måske det var lige lovlig tidligt at begynde at detailplanlægge julen, men kunne da i hvert fald oplyse at vi tilbringer juleaften her i Byen Ved Vandet, og derfor ikke kommer til saltkød hos min mormor (heller ikke selvom det er klokken halv elleve) Da hun svarede at det jo bare var fordi hun var HSP'er og gerne ville have rammerne på plads var det lige før mit hovede eksploderede i et all-out rødt-blinklys og ubåds-alarm hysterianfald.
Jeg havde mest lyst til at ringe hende op og skrige "JEG HAR LIGE MISTET MIT BARN, TROR DU SELV JEG GÅR OP I HVAD JEG LAVER TIL JUL OG OM DU FORETRÆKKER AT VIDE DET I GOD TID!?!?!?" Og jaja, nu tænker I at den her historie er kørt helt af sporet, for det handler jo ikke en skid om and, men det kommer nu, det højdramatiske punkt i fortællingen; det var det øjeblik jeg besluttede at jeg i hvert fald under ingen omstændigheder magtede at skulle til noget som helst Mortens aften hvor jeg med garanti ville komme til at skulle stå til ansvar for hvad jeg har planer om resten af året.
Åh nej, hvordan skal det dog nogensinde ende lykkeligt? Og hvordan skal det nogensinde ende med at Konen får to gange and?
Ikke lang tid efter at jeg havde behersket mig og undladt at besvare min mosters mail ringede min mor og ville høre om vi kom hjem til Mortens aften. Det var ret tydeligt at det ville hun gerne have, og jeg lovede at tænke over det. Snakkede med Manden om det, og vi blev enige om at jeg jo kunne tage afsted hvis jeg følte for det på dagen, og så kun tage en enkelt (eller slet ingen) overnatning hos mine forældre - han sover jo alligevel det meste af tiden, fordi det er hans arbejdsuge. Nådesstødet kom da min mormor ringede mig op, og efter lidt listen om den varme grød fik sagt at hun jo altså holder Mortens aften på lørdag, og kommer jeg hjem? Det er rent gruppepres, og jeg tager afsted fordi jeg ved det vil gøre dem glad (og fordi alt andet end et blank nej og en god grund betyder "jeg kommer" for min mormor), men jeg synes virkelig det er unfair hold, for jeg har egentlig ikke lyst til det. Er virkelig i lortehumør for tiden og ville helst bare have en weekend under dynen hvor der ikke skete noget vildere end en rittersport med jordbær.
Den anden and? Ja, den fik vi i går. På Mortens aften, hvor Kaye ~~var blevet mobbet~~ havde ladet sig overtale til at lave en lørdagsand fra Lidl. Med andesovs, og det ret utraditionelle tilbehør broccoli. Med risalamande på bøtte til dessert. Stille og roligt og hyggeligt. Og noget tættere på mit overskudniveau.

Vent lige

2011-11-10T11:56:00.001+01:00

Jeg er voldsomt plaget af ambivalens for tiden. Bortset fra at ambivalens bare ikke er helt det rigtige ord. Ambivalens giver indtryk af at jeg er både-og. I virkeligheden er jeg enten-eller. Eller rettere: enten og eller, simultant. Der er en uoprettelig kløft imellem "i forhold til Ronan" og "i virkeligheden" og jeg aner ikke hvordan jeg skal slå bro imellem de to.

I virkeligheden ælsger jeg jul. Juleoppyntning, julegejl, juleslik, julekonfektkreationer, julekagebagning, julegaver, julemusik. Og det gør det bestemt ikke værre at vi holder det her i år. For første gang er det mig der står med anden og juletræet og risalamanden, og jeg glæder mig, og jeg er glad for mine forældre gerne vil være med til at holde jul et andet sted (for første gang i...24?..år) Så kan vi gå om og tænde lys hos Ronan juleaften, så han også er med, og det bliver virkelig hyggeligt. Vi er gået igang med nisselandskabet og juleplanlægningslisten og jeg hygger mig faktisk så meget at jeg af og til bliver næsten helt ligeglad med om jeg får læst.

I forhold til Ronan gider jeg slet ikke have den dumme, rådne jul. Det er en åndssvag lortehøjtid som man skulle have sammen med sit barn, men når man ikke har sit barn så var det nok lidt svært, ikk'!? Ronan's plads er kæmpestor og kæmpetom for tiden, fordi det snart er jul. Han var her lige præcis længe nok til at rydde plads til et barn i vores liv, og nu er der kæmpestore huller der hvor han skulle have fyldt ud.

I virkeligheden glæder jeg mig til Den Nye Baby beslutter sig for at komme. Det bliver så hyggeligt med en baby mere, og tænkt nu hvis testen viser positiv i december? Så ville det være andet år i træk vi få en positiv test i julegave, og det ville da være en herregod historie - at begge vores børn meldte deres ankomst lige op til jul.

I forhold til Ronan synes jeg den dumme nye baby skulle tage at fucke af. Den skal overhovedet ikke bryde sig om at tage hans plads, og slet ikke i december, for den skal ikke bare hugge hans trick. Det var Ronan der var speciel og var vores julegave og den dumme nye baby skal bare ikke komme og tro den er noget. Faktisk vil jeg slet ikke have nogen ny baby. Jeg vil bare have Ronan.

I virkeligheden har vi plaget Esserne for at de også skulle tage at lave en baby i årevis, og nu lader de til at være begyndt at bløde lidt op. De modsiger os i hvert fald ikke og skrukhedsfaktoren lader til at nærme sig toppen af skalaen. Vi ved at Kaye og Jyden også gerne vil have et barn mere, og vi under dem det så meget. Det kunne være så hyggeligt med nogle flere babyer, og tænk nu hvis jeg også blev gravid samtidig med Kaye eller Prinsessen!

I forhold til Ronan synes jeg ikke rigtigt nogen af dem kan være det bekendt hvis de bliver gravide. For det var min tur. Det var altid, altid mig der skulle være den første i kliken til at få børn, og vi skulle jo skiftes med Kaye og Jyden. Det er slet ikke rimeligt hvis de får to i træk! Og jeg ved godt at de jo ikke får to i træk, og at det er mig der var den første i kliken til at få et barn - det føles bare ikke sådan. Tiden har slået en kolbøtte og resten af verden kan simpelthen ikke være bekendt bare at fortsætte som om det var en parentes. Jeg har lyst til at skrige VENT!!! TIMEOUT!!! PAUSE!!! Som om de har startet legen igen inden jeg var klar, og nu kan jeg ikke finde ud af reglerne længere.

Fjerde afsnit af Englandssagaen

2011-11-10T10:29:00.000+01:00

Her var faktisk et ret langt indlæg om vores lørdag i Wales og vores søndag i kirke, men så jokkede katten rundt på mit tastatur og så spassede computeren ud og gik væk fra siden og af uforklarlige årsager har blogger ikke gemt min kladde?!

Desværre for jer er jeg pissedoven, så jeg skriver altså ikke det hele en gang til. Billederne fra Wales kan heldigvis godt stå for sig selv, og billederne fra om søndagen kan få sit eget indlæg (undskyld den ekstra billedspam der kommer ud af dét) I må selv forestille jer hvad der var af vittige kommentarer om teaterstykket vi så om aftenen, markedet mig og Mrs. B var på om eftermiddagen, fodboldkampen Manden og Mr. B så imens, den anden familie vi mødtes med og fasanerne der var på vejen.

Køer

Smukke, smukke Wales:

Bakken vi kravlede op på. Den "lette" vej op og den stejle ned

En velfortjent kop te. Serveret i autentisk udflugts-plastikkrus.

Barselstanker

2011-11-06T09:41:00.000+01:00

For ikke så længe siden skrev Gravid-grahvad et indlæg om barselsstress. Det der med at tænke at man har tiden til at nå det hele, og så bare glemme at man ikke har overskuddet til det.

Jeg kan faktisk godt helt glemme at jeg er på barsel. Af uforklarlige årsager føles det bare ikke helt lovligt at sige "jeg er på barsel", når der nu ikke er et barn jeg skal passe - på trods af at jeg i barselssammenhæng er fuldstændig ligestillet med alle andre. Jeg har, ligesom alle andre (kvindelige) studerende der får et barn, fået 12 såkaldte fødselsklip, og kan, ligesom alle andre, vælge at bruge et helt år på ikke at tænke på mit studie. Det gør jeg bare ikke. Jeg knokler på med det mest komplicerede fag jeg kunne vælge at tage, fordi det er nu jeg har ekstra tid at bruge på det. Når nogen spørger siger jeg altid "Jeg læser på deltid" og aldrig "Jeg følger kun et enkelt fag, fordi jeg er på barsel" Overfor andre end de allernærmeste bruger jeg aldrig ~~undskyldningen~~ forklaringen "Det har jeg ikke overskud til", fordi jeg er bange for de ikke vil tage det alvorligt, fo inde i mit hovede kommer jeg til at fremstå som en anden Maude.

Jeg holder aldrig rigtig fri, og slapper aldrig rigtig af, og har hele tiden knoppen fyldt med alt det jeg skal nå lige om lidt. Der er altid nogle opgaver der skal laves og nogle noter der skal læses, og dagene har det med at fylde sig selv op uden jeg opdager det. I går skulle vi fx pludselig til Udkantsdanmark, fordi Svigermor havde en masse mad til overs efter en fest, og det virkede jo helt åndssvagt ikke at tage med når nu Kaye og Jyden alligevel skulle afsted. Og så blev der så ikke vasket ret meget tøj, eller set ret meget film, som vi ellers havde planlagt. I dag er der jo Allehelgensgudstjeneste nede i kirken, men Landsforeningen Spædbarnsdød holder så også en gudstjeneste inde i Odense i eftermiddag, som vi egentlig gerne ville med til, om ikke andet så for at vedligeholde det netværk vi er ved at opbygge. Og man må gerne tage kage med, og jeg er jo typen der bager kage. I morgen kommer min veninde Coco, som var min bedsteveninde i 10. klasse og som jeg ikke har haft kontakt med i flere år, og jeg glæder mig som et lille barn. Men så gik den dag jo ligesom også med det.

Jeg fylder på og fylder på, for der er jo timer nok at fylde ud. Jeg glemmer at jeg er på barsel, og bruger i stedet tiden på at forsøge at komme med, hente det fortabte ind, komme på forkant. Selvom det jeg i virkeligheden skulle var at sidde i et hjørne og tude over min søn.

Hvis du ikke blinkede så du måske min mand!

2011-11-05T21:22:00.000+01:00

Årh hvad! Manden har lige været i fjernsynet!

Og så på sådan en helt almindelig lørdag aften. Ret sjovt at have en mand der kan ses (men heldigvis ikke høres) på en DR-optagelse der jævnligt bliver fundet frem.

Hvis og hvis...

2011-11-05T14:24:00.000+01:00

I mit næste liv vil jeg gerne være bedre til at slappe af. Lidt mere hakuna matata og lidt mindre bål og brand.

Det er jo ikke fordi jeg havde glemt hvordan det var at gå og vente hver eneste måned, men jeg havde nok heller ikke lige husket det. De der 14 dage hver måned hvor man tænker om der mon er noget inde i maven nu, og hvor man sagtens kan nå at tænke om det er begyndende kvalme? ligamentsmerter? akut træthedsfornemmelse? sult? selvom det i de fleste tilfælde vist bare er hysteri.

Men hvad nu hvis? Hvad nu hvis det var rigtigt at Manden lugtede vildt underligt og den der chokoladeis smagte forkert? Hvad nu hvis det var nu?

Panikken breder sig og det er helt uudholdeligt at skulle gå og vente. Og det ville føles rimelig fjollet at tage en test før tid, især fordi den jo ikke kan vise en skid så. Begge alternativer er jo ligesom også ret ubrugelige - negativ er øjeblikkelig skuffelse, baseret på en test der alligevel er utilregnelig fordi det var for tidligt, positiv giver ligesom bare længere tid at gå og vente og være bange i.

Jeg hader det. Ville virkelig, virkelig ønske jeg var mere laid-back. Så mit liv ikke blev inddelt i fjorten-dage-hvor-vi-skal-huske-at-have-sex og fjorten-dage-hvor-jeg-skal-gå-og-vente-i-ulidelig-skærsild.

Allermest ville jeg selvfølgelig bare ønske at det var nu at det var nu og vi så bare fik den baby og så ikke så meget mere pis.

Men så alligevel ikke. For vi har jo også en lille dreng som jeg stadig synes er alt for lille til at blive storebror. Og som jeg er så hjerteknugende angst for at komme til at svigte.

The world's smallest violin...

2011-11-05T10:49:00.000+01:00

Er der nogen af jer der hører Mads og Monopolet her til formiddag?

Nå, men jeg er rimelig tosset på deres fesne indstilling. Og al deres ævl om parforhold og løgn og onenightstand - som alt sammen bliver fuldstændig underordnet når der er et barn involveret.

Bliver også bare så træt af at det er legalt at være utro hvis bare man lader som om man ikke var, og ikke siger noget og bare elsker sin kæreste. Er simpelthen så nedern ikke at give sin partner mulighed for at sige fra.

Nå.

Magter ikke rigtigt at gengive hele historien. Man kan nok høre det ovre på dr et sted, eller finde ud af det på facebook.

Jeg skulle bare lige af med det.

Tredje afsnit af Englandssagaen

2011-11-04T22:38:00.000+01:00

Torsdag glemte vi at tage billeder. Der skete heller ikke det store, ud over en tur i Tesco.

Nej, der hvor det virkelig blev action-packed (haha) var fredag. Vi var på en endagstur til Liverpool og første stop var Anfield Road, eftersom Manden er Liverpool-fan (fodbold, red.) Vi fik lidt græs fra plænen med hjem, som Manden dryssede ud omme ved Ronan - når han nu ikke kunne komme med til England, måtte England komme til ham.

Til frokost endte vi på KFC, fordi jeg frøs og var voldsulten og begyndte at blive sur. Desuden trængte vi til at regroupe og planlægge resten af dagen, for det eneste vi havde lagt os fast på var en tur på World Museum Liverpool (som i øvrigt var hyggeligt og gratis) og det var måske ikke nok til en hel dag.

Indgangen til Philharmonic Dining Rooms

Vi var blevet anbefalet at gå en tur ned ad Hope Street, for at se den katolske og den anglikanske katedral der ligger for hver sin ende. Umiddelbart var vi ikke helt vilde med ideen, for det virkede lidt langt ude i forhold til de andre ting vi havde planlagt. Men så fik vi at vide at vi bare måtte tage på The Philharmonic Dining Rooms, om ikke andet så for at se herretoilettet, for det skulle efter sigende være "quite something!" Og hvem kan modstå en sådan anbefaling? Vi kunne i hvert fald ikke, og hvor er jeg bare glad for vi tog derind - omgivelserne var helt fantastiske på den lidt for overdådige victorianske måde, og te og kaffe var ikke engang dyrere end andre steder (£1.5, det er jo helt åndssvagt billigt)

Det omtalte Gents Room

Paddy's Wigwam

Nu vi alligevel var derude, kunne vi jo ligeså godt tage katedralerne med på programmet. Den første er den katolske, der åbenbart i folkemunde bliver omtalt som "Paddy's Wigwam" (turistinfoen mener det er kærligt ment, men jeg er ikke helt sikker) Køn er den i hvert fald ikke, når man ser den udefra. Billedet giver desværre ikke et helt korrekt indtryk af hvor mange trapper der er op - faktisk er der så mange at Manden følte behov for at nynne temaet fra "Rocky" da vi nåede toppen. Bygningen er væsentligt pænere indefra, hvor den domineres af lyset fra regnbuefarvede glasmosaikker. Jeg var ret begejstret for deres cirkelformede grundplan, hvor der var plads til alle de små obligatoriske kapeller og skriftestole rundt langs periferien. Normalt er jeg ikke ovenud begejstret for hverken den katolske fortolkning af kristendommen eller deres arkitektoniske udfoldelser, men i forhold til det anglikanske monster der er placeret for den anden ende af vejen var Paddy's Wigwam en sand fryd for øjet.

Det anglikanske monstrum

Billedet er lidt for lille til helt at vise katedralens intimiderende størrelse, men hvis man kigger godt efter kan man se en mand, ca. midt i billedet, og det giver lidt en ide om proportionerne. Liverpool er en meget flad by - der er ikke mange bygninger over 4-5 etager - så et bygningsværk i den størrelsesorden virker ret malplaceret. Og som om det ikke var nok har de også placeret den på toppen af en bakke med god afstand til de nærmeste bygninger. Altså, den var da storslået og imponerende set indefra - men det opvejer bare overhovedet ikke storshedsvanvidet eller det faktum at den er bygget for 85 år siden, i en tid hvor pengene måske godt kunne have været brugt lidt bedre i en fattig by som Liverpool.

Gratis entre - kun tre pund!

Nå, men det var ikke fordi vi skal til at gå ind i en længere diskussion om den anglikanske kirkes religiøse og økonomiske tendenser, men jeg synes dog lige I skal se kassen til donationer der står ved indgangen "Please donate £3 to keep entry FREE!" (deres fremhævning, ikke min) Det morede vi os mægtigt over. Vi morede os også ret meget over præsten der på vej ud stoppede op for at tale med os og forhøre sig om hvor vi var fra - mest fordi han efter hver sætning sagde "Mmhmmm" i falset.

Med i planerne havde vi også det nye shopping-område Liverpool One - men mand, det var en skuffelse. Nedern på den dyre og turist-agtige strøgmåde med bling-bling facader og en dunst af falskhed. Især fordi der 200 meter længere nede af vejen lå bygninger med brædder for vinduerne og graffiti på muren. Liverpool er en helt utrolig nedslidt by, og det virker fuldstændig malplaceret at satse på et kæmpe velpudset shopping-område når der er så mange ting der trænger til at blive sat i stand. Især fordi de huse der er sat i stand er supercharmerende og engelske og passer virkelig godt sammen med de små hyggelige gastropubs der popper op rundt omkring. Vi valgte at droppe det nærmere bekendtskab med Liverpool One og nåede lige præcis et tidligere tog (fordi det var fem minutter forsinket) - vi priste vores held og blev enige om at så kunne vi nå et stykke kage nede på pubben på vej hjem. Men ved I hvad? Så havde de lukket køkkenet, kun en halv time før vi kom!

Får Konen nogensinde den chocolate fudge cake, eller var det bare pral? Følg med i fjerde afsnit!

Oktober

2011-11-01T22:30:00.000+01:00

Styr på
Prisfastsættelse af optioner
Lektiedates
Budgettet

Ikke styr på
Vasketøjet
Min hjerne

Næsten styr på
Rubiks dodekaeder (platonisk legeme af femkanten, frem for firkanter)

Knuselsker
England
Custard
Endelig at fatte noget i Finansiering

Prygl med pigtrådshegn til
Vintermørke
Airport security
Ekspedienter på posthuse
Folk der ikke rykker ind på sædet i bussen

Burde
Være mere struktureret
Huske at gøre rent
Spise mindre chokolade

Godt man har
Lysterapilampe
Open Office Calc
Fri fire dage i ugen
Været på ferie

Obligatorisk
Sort te, nu på ægte engelsk

Læst
Det Mørke Tårn, Stephen King
1984, George Orwell
Dawn of the Bunny Suicides, Andy Riley

Set
Broen, dr
De unge mødre, kanal 4
Bonderøven, dr
Tintin, inde i biografen
Guy on a Buffalo, youtube
James May's Manlab, bbc
For meget TLC

Hørt
James Blunt, live
RTL Radio

Spist
Teacupcakes
Absurde mængder god engelsk mad
Pizza-baguettes fra Lidl

Støvlehistorien

2011-11-01T16:50:00.000+01:00

Det hele startede med at jeg fik et gavekort til Matas til min fødselsdag. Jeg har familiemedlemmer der er af den overbevisning at Matas altid har noget man kan bruge. Den overbevisning lider jeg ikke af - faktisk ville en butik som Matas overleve i ca. 0 dage hvis verden var befolket udelukkende af mine kloner. I et forfængeligt håb om at der måske var et eller andet brugbart gik jeg derned (5,5 minutter fra min hoveddør - jeg tog tid) for at kigge. Jeg ville gerne kunne sige "der var ikke noget jeg kunne bruge", men jeg ved det helt ærligt ikke, for inden jeg fik set hele butikken fik jeg akut fnidder og måtte ud igen.

Heldigvis ligger bogbutikken lige overfor, og så kunne jeg gå over og dufte til noget papir og nogle puslespil. Det ville jo være en skam hvis turen derned skulle være helt spildt, og det er jo snart jul og ønskeliste-tid. Og apropos ønsker, så manglede jeg da egentlig også nogle nye vintersko. Da jeg tog de gamle frem (jeg skulle lige til at skrive "dem fra sidste år", men så gik det op for mig at det er fem et halvt år siden jeg købte dem) og gik udenfor med dem blev jeg mindet om at de faktisk er utætte i bunden, og at jeg sidste år havde planlagt at smide dem ud. Som beskrevet andetsteds på bloggen er jeg typen der går i mine sko til de er slidt igennem - og så lige lidt længere - så jeg har nok tænkt at de godt liiige kunne holde en sæson til. Det kunne de ikke, og så kom jeg i tanke om at nede i Zjoos har de Doc Marten støvler med foer til 1300kr, som jeg ville købe hvis jeg var rig. Det viste sig i øvrigt at være en overflødig overvejelse, det der med om jeg var rig eller ej, for de havde ikke flere i min størrelse. Ja, jeg spurgte. Skader jo ikke lige at prøve, vel. Ok, måske havde jeg også lidt tænkt mig at købe dem, so sue me.

Efter lidt surmulen for mig selv kom jeg overens med udsigten til at skulle gå i mine hullede røde lærredsko hele vinteren (indtil vinterstøvlerne kommer på tilbud, forstås) og havde vendt næsen hjemad, da jeg kom forbi hvad jeg altid tænker på som Den Skumle Skobutik. Den ligger nede i en kælder, han tager ikke dankort og der er ikke skyggen af et kendt mærke i butikken. Til gengæld havde han 2 par støvler for 500 - frit valgt i hele butikken. Indsæt selv glimmer og kærlighed-ved-første-blik-musik her. Så var der nok lige billige vinterstøvler til mig.

Fandt ret hurtigt det par der kommer til at være Primær Fodtøjet denne vinter, men hvad skulle det andet par så være? Manden har tit plaget for at jeg skulle have sådan et par lange, sorte støvler, men de plejer jo at koste fra 800kr og opefter, og det giver jeg altså ikke for et par støvler, slet ikke når de ikke er til at gå i (uden at vi behøver gå mere i detaljer) Nåmmen, det var jo "frit valg i hele butikken" og Den Skumle Skobutik har et forbløffende stort udvalg af lange-sorte-støvler-med-stilet-som-kun-strippere-kan-finde-ud-af-at-gå-i, og så købte jeg altså et par. Ikke fordi jeg har ben, evner eller krop i det hele taget til at bære dem, men fordi jeg ved Manden bliver glad. Desuden har han Man-o-vision, der på magisk vis gør at han ikke kan se hvor kikset jeg rent faktisk ser ud med sådan nogle på. Jeg skal nok spare jer for billeder, men jeg har tegnet en lille tegning til jer for at illustrere min pointe:

Faktisk udseende vs. udseende som opfattet med Man-o-vision

Jeg ville bare ønske man også kunne få Man-o-vision til kvinder. Ville faktisk blive noget sjovere at se sig selv i spejlet.

UPDATE: Manden foretrækker tegningen af det faktiske udseende - må konkludere at Man-o-vision også gælder tegninger. Manden argumenterer "Men hun er sødest. Og det er jo hende der har bagt bollerne"

Det der halloween

2011-10-31T12:02:00.000+01:00

En ting er at vi nu åbenbart skal til at holde halloween i Danmark. Ok, vi har da en allehelgensaften, og græskarmænd+pynt er da også hyggeligt nok.

Og fair nok, hvis ungerne gerne vil klædes uhyggeligt ud, og jeg kan næsten også gå med til at hele slik-og-ballade-konceptet selvom det går mig ekstremt meget imod at vi skal have to ENS "hellig"dage om året.

Men helt ærligt, kan I i det mindste ikke holde det på en rigtige dag?

Allehelgensaften flytter sig ikke. Den ligger fast på d.31 oktober hvert år, og har ikke samme bekvemmelige egenskab som fastelavn der altid er på en søndag hvor man har fri. Det er bare ærgerligt hvis den falder på en røvsyg mandag, det er stadig der dagen falder og IKKE i går eller i lørdags og slet ikke i fredags.

Hvis I insisterer på at sende ungerne ud for at råbe "slik eller ballade" i hovedet på sagesløse folk, der ikke aner en skid om adopterede amerikanske traditioner, er I så søde at gøre det på den rigtige dag? 31. oktober. Ikke før, ikke efter. Og heller ikke over flere dage. Tak.

PS. Det er ikke fordi jeg har noget imod halloween - jeg synes faktisk det er ret hyggeligt - men jeg har noget imod "Fastelavn vol. II"

PPS. Kirken kan heller ikke finde ud af hvornår det er allehelgensaften, og holder det på søndag. Hvor vi i øvrigt skal ned og læse Ronans navn op, for det er sådan noget man gør til allehelgen - læser navnene op på dem man har mistet

Brudstykker vol. 1

2011-10-29T14:43:00.001+02:00

Der er højlydt snak fra underboen. Vi kan altid høre når hun snakker med nogen eller ser fjernsyn. Tænker at hun er ved at blive døv.

Har pakket pap og papir sammen i håndterbare bundter ude på reposen. Har måske-aftale med Jyden om en tur på genbrugsstationen i morgen. Mangler blot at skille ødelagt lænestol ad. Forstår egentlig ikke hvorfor vi ikke smed den ud da vi flyttede.

Katten har brækket sig på sofaen igen. Ved virkelig ikke hvad der går galt for kræet. Tror måske det bare er blevet en vane.

Halvdelen af mine hjemmeopgaver er lavet. Tog fire timer, og resultaterne er forkerte. Kan sagtens følge med i teorien, men formår ikke at gøre det i praksis. Filmen knækker når jeg skal finde oplysninger mere end et sted af gangen.

Bekymrer mig om bureaukrati på Mandens arbejde. Burde lade det lige og lade ham klare det selv, og være ligeglad med udfaldet. Men det er jeg helt ude af stand til.

Føler ikke jeg har fået noget ud af dagen, på trods af at jeg har nået mere end på de fleste andre dage. Kan kun se de ting jeg mangler; opvask, læsning, papir-sortering, oprydning, vasketøj.

Går rundt under en stor dyne af ubestemmelig ligegyldighed og har en knude i brystet der bare aldrig rigtigt løsner op. Ikke sorg, men begyndende depression.

Har langt om længe taget mig sammen til at læse George Orwell's 1984. Letlæst, men på ingen måde let.

Overvejer en tur i IKEA efter de to manglende røde låger til reolen. Men hvordan fanden skulle jeg få dem med hjem?

Ville have sluttet af med et klassisk "send flere penge", men kontoen er faktisk i plus, på grund af billigere-end-budgetteret ferie.

Skoddagen

2011-10-27T15:05:00.001+02:00

I dag var så bare en rigtig lortedag. There, I said it.

Jeg havde planer om at tage på uni, ringe til psykiater, bakse lidt videre med en psykosvær opgave, besvare mails, sende give-away gejl etc. Men så var det bare noget lort det hele, og helt forkert og så brugte jeg formiddagen på at tude i stedet. For de der dumme læger gjorde det helt forkert, for det var jo nok ikke meningen de skulle sige min lille dreng var død, vel - de skulle jo have sagt at det bare var fordi han havde gemt sig og at hjertelyden var lige der hvor den skulle være. Og hvis de bare havde gjort det, så havde det alt sammen været fint, men nu var det jo så for sent at lave om. Det er noget meningsløst vrøvl, og jeg ved det godt, men i dag er bare sådan en dag hvor det ikke desto mindre føles sådan. For det giver ingen mening. Det giver ingen mening at vores lille gut bare på den måde kunne dø inde i min mave - for han var jo inde i min mave og, derfor burde han kunne få alt hvad han havde brug for, og jeg forstår ikke at det ikke var nok. Jeg forstår ikke at han kunne dø, når jeg stadig havde liv at give af.

IKEA-reol - nu med DIY-Harry-Potter-rum!

2011-10-25T13:31:00.000+02:00

Først det lovede billede af den med længsel ventede Ikea bestå-reol. Forestil jer venligst at der også er låger for de to sidste felter - IKEA havde ikke flere af den slags vi skulle bruge, men det er altså meningen at alt rodet i reolen skal gemmes bag låger (og at alle de pæne/seje ting skal være bag glaslåger, så vi kan lade som om der også ser sådan ud inde bag de andre) Normalt ville jeg bede jer om at se bort fra rodet i hjørnet, men eftersom det er ryddet væk nu, og i øvrigt indgår i den følgende DIY må I gerne se det.

Når man har stillet sin IKEA-reol opad en skråvæg får man et lille rum inde bagved, der dårligt kan betegnes som andet end skunk, og som umiddelbart ikke lader til at kunne bruges til ret meget andet end opbevaring af store og/eller meget grimme ting. Vi insisterer dog på at det er der gæstesengen skal stå (når den ikke er på ferie i soveværelset som ekstra sengebredde i forbindelse med graviditet) Og som det ses kan den jo sagtens være der, også selvom reolen er der. Sagtens, blev der sagt.

Fjern rodet og læg et pænt lagen på gæstesengen. Skod-agtig ikea-klapstol fungerer fint som sengebord (bare lige til vi finder noget andet, ing). Bagsiden af den ellers så pæne ikea-reol er faktisk grim. Heldigt nok at man lige havde noget gammel sort skod-stof, tidl. kendt som skod-gardin, liggende i et skab.

Uuuuuh, en æske med selvlysende stjerner nede fra den frygtede Bermuda-kasse! Vupti! Grim-reolbagside beklædt med sort skod-stof kan nu betegnes som "hyggelig stjernehimmel"

Tilføj et par finishing touches - lampe, puder og et par indrammede planet-postkort

Nydes med undervisningsnoter til finansiering, te og tååååst

Andet afsnit af Englandssagaen

2011-10-25T12:19:00.001+02:00

Nå, hvor langt var jeg, da jeg faldt i søvn ovre i første afsnit? Nå, jeg har helt mistet tråden, så jeg tror denne anden del må blive en billedkavalkade (der er alligevel også nogle billeder jeg havde glemt jeg skulle sætte ind i det første afsnit) Det klareste minde fra om onsdagen er nok at vi var med til "Scottish country dance" om aftenen hvor der åbenbart ikke var mødt ret mange op så vi blev tvunget til at være med - "to make up the sets!" Dét er der ~~heldigvis~~ desværre ikke nogen billeder af, men jeg er sikker på de mentale billeder er mere end rigeligt.

Jeg glemte at anbefale Haché som ligger inde ved Nørrebro (samme vej som arbejdermuseet) og laver de bedste burgere ever. Se selv:

Det er ikke engang dyrt, og til frokost er det endnu billigere: valgfri burger inkl. sygt gode pommes med (hvidløgs)mayo til 75kr.

Vores flybilletter var latterligt billige fordi vi fløj med EasyJet - til gengæld fik vi lov til at gå meget langt ud til en gate, der egentlig mere mindede om en lagerhal. Forventede halvvejs at vi selv skulle løbe flyet igang, men så slemt var det dog ikke. Hvis ikke det var fordi jeg blev så luftsyg ville jeg elske at flyve. Er ret vild med konceptet jetmotor.

Som sagt var vejret i Manchester ikke det bedste:

Til gengæld morede vi os meget over at det kun er offensive weapons man ikke må have med ind i landet

Her er udsigten fra den tidligere omtalte bakke - hvor man godt kan se river Mersey, men Liverpool er forsvundet i disen

Hov, der var lige en burger mere, denne gang på engelsk og med spejlæg og sausages i

Glæd dig til tredje afsnit, der kommer til at handle om Liverpool, en fodboldbane og en helt utroligt afskyelige anglikansk katedral. Kommer snart til en skærm nær dig!

Vinder af Englands-giveaway

2011-10-24T20:22:00.000+02:00

Jeg må desværre sige at ingen af jer gættede rigtigt - der var mange gode (og et par alternative) forslag, og det er faktisk ret utroligt at jeg ikke havde glemt noget af det.

Det rigtige svar på quizzen er *trommehvirvel* min bibel. Og det havde I jo ikke en chance for at vide, for min blog vidner jo ikke ligefrem om at jeg er den bibellæsende type, og jeg havde heller ikke på forhånd afsløret af dem vi boede hos i England falder i kategorien "Happy Clappy Christians"

Nå, men jeg har trukket lod alligevel - eller dvs.; jeg tvang Manden til at trække lod, for at det skulle gå retfærdigt til.

Og vinderen blev:

GRAVID-GRAHVAD

Nattøj huskede jeg i sidste øjeblik, og jeg havde ikke læsestof med i flyet - jeg lider ret meget af transportsyge - men begge dele var gode gæt. Send mig din adresse på mandenogkonen@gmail.com, så er der ~~spændende~~ engelske ting på vej :)

Reminder

2011-10-24T13:06:00.000+02:00

Så er det sidste chance for at deltage i gæt-hvad-jeg-glemte-at-tage-med-til-England-og-vind-og/eller-smid-en-kommentar-og-deltag-i-lodtrækning-englandsgiveaway

Jeg finder en vinder klokken 18-nul-dut eller deromkring. I må gerne gætte igen/alle de gange I har lyst til og hvis der ikke er nogen der har gættet rigtigt trækker jeg lod blandt alle deltagere.

Hvis der er nogen der gætter rigtigt tror jeg faktisk der ryger en bonus-præmie med, for det er edderhyleme svært at gætte.

Præmien er som skrevet tidligere noget ~~godt~~ ~~dårligt~~ godt Englandsgejl - på ingen måde noget prangende eller wow-agtigt, men dog engelsk og derfor ~~aparte~~ hyggeligt. Og spiseligt.

IKEA-goodness

2011-10-22T15:45:00.001+02:00

Vi har i øvrigt (til en afveksling) været i IKEA, hvor vi købte den der reol-løsning jeg ønskede mig. Bortset fra at jeg ønskede mig tre røde låger, og ikke kun den ene de havde på lager. Den er awesome og med glaslåger og spejl-vitrine-dims bag to af dem, så nu er der plads til Lego og service og duge og bar og posen med nytårsgejl. Og så er kassen-med-alle-ledningerne blevet konverteret til skabet-med-alle-ledningerne, som jeg frygter lidt vil eksplodere ud over det hele hvis nogen forsøger at åbne lågen. Manden siger han har prøvet at åbne og at det skete der slet ikke noget ved, men måske er det bare noget han siger så JEG går ind og prøver at åbne lågen og før jeg ved af det ligger jeg midt på gulvet under et bjerg af ledninger, tamagochier og gamle computermus. Bemeldte skab har dog ikke en glaslåge - de er reserveret til de skabe med de pæne ting, såsom fx nydeligt stablede tallerkener sammen med et fødselsdagsflag og et lille kagefad i glas, som jeg fandt i genbrugsen den anden dag. Ahmmen, det er blevet så yndigt. Ligepræcis på den der pæne måde alle andre altid formår at fremstille deres ting på. Bare ærgerligt at resten af kontor/gæsteværelse/opbevaringsrum/fjernlager/legolager stadig ligner noget fra mit hjem.

Nå, men jeg kan jo altid nøjes med bare at vise jer et billede af reol-delen af rummet - men så må I også love at I forestiller jer at resten af rummet er ligeså pænt og smagfuldt indrettet.

Mind mig lige om det der billede hvis jeg glemmer det. Har vist efterhånden en del hængepartier, som jeg ikke får gjort noget ved, og ikke har tid til lige nu for vi skal ud til Kaye og Jyden og nasse aftensmad. Ta'.

Savnet

2011-10-21T21:41:00.002+02:00

Hele ugen i England hyggede vi os og der var ingen episoder hvor vi brød sammen af sorg og savn. Det var først i toget på vej hjem fra lufthavnen det hele kom - det kunne pludselig ikke gå hurtigt nok at komme hjem og om på kirkegården.

Det er skægt, ing. For til daglig tænker jeg egentlig at det der gravsted mest er for at vi har et sted at have stenen. Men så, hvis noget ikke er i orden deromme, eller det er længe siden jeg har været der kan jeg næsten blive helt hysterisk. Pludselig bliver det bydende nødvendigt at jeg er der NU; et nærmest fysisk behov. Så der stod jeg, lige fra banegården - kufferter und alles - og hulkede af savn og lettelse over endelig at være hjemme hos ham igen. Uden jeg overhovedet havde opdaget jeg savnede ham så akut mens jeg var afsted.

Og onsdag fungerede jeg kun indtil middag. Så brændte jeg fuldstændig sammen. Blev virkelig ked af det og sur på alting og brugte resten af dagen på at tude under dynen. Nogle gange kan man godt føle sig meget ensomme, selvom man er to. De fleste dage er der bare en tom tredjedel i vores familie, som man kan bygge livet op udenom, men af og til føles det som om vi er alene på en meget lille ø og hele verden er faldet væk rundt om os. Som om vi er helt, helt alene i verden og ingen kan se det. Og så kan det sgu godt være lidt svært at få øje på hvordan livet nogensinde skal hænge sammen igen.

Jeg skal i den grad øve mig i at være ok med at jeg ikke altid når at få læst. Jeg skal blive bedre til at huske på at det er vigtigere at vi får samlet den nye IKEA-reol og at vi får spist noget is og at vi sidder i sofaen med hver vores bog og en kande engelsk te. For når ens familie er gået i stykker, så bliver man nødt til at starte helt fra bunden når man skal samle den igen.

Første afsnit af Englandssagaen

2011-10-20T23:22:00.000+02:00

Dengang jeg bare var 19 år tog jeg til England i fire måneder for at passe nogle andre menneskers børn, fordi de havde for travlt med livet til at gøre det selv. Der skete meget på de fire måneder (jeg nåede bl.a. at blive 20) og der er mange historier til en anden god gang - det relevante i denne sammenhæng er at jeg i størstedelen af de fire måneder kom i en lille (men meget aktiv) kirke i den by jeg boede i. Da vi sådan for alvor begyndte at snakke om at tage på ferie i England luftede jeg ideen for Mr. og Mrs. B, som jeg har spist mangen en Sunday dinner hos, og som de gode kristne de er svarede de prompte at vi bare kunne bo hos dem hele ugen. Og ville vi i øvrigt med til et teaterstykke i Wales, for så ville de gerne give? Sådan nogle mennesker er de bare, helt uden påtagethed eller overfladiskhed.

Vores første blik på England blev runwayen i Manchester, for alting var dækket af lavthængende skyer og vejret var hvad piloten beskrev som "fairly miserable" Heldigvis blev vi hentet i lufthavnen af Mrs. B i deres ældgamle Morris 1000 - dog ikke sort - og efter "tea" bestående af bagte kartofler blev vi fragtet med til "bible study home group" Jeg har lidt ondt af Manden, der bare blev kastet nådesløst ind i kampen, men for mig var det som at komme hjem. Det føltes mest som fem uger siden sidst, i stedet for fem år.

Mr. og Mrs. B bor i et meget engelsk, og meget rodet, hus. Bøger, papirer og nipsgenstande fylder alle tilgængelige overflader - reoler, borde, gulv - og køkkenet er forsvundet under bjerge af dåser, syltetøjsglas og krydderier. Mr. B er meget miljøbevidst og de gemmer derfor flasker og plastikposer (og alt andet der på nogen måde kan genbruges) og huset er fyldt med upraktiske, omend fungerende, gør-det-selv anordninger han i årenes løb har installeret. Huset er (selvfølgelig) i forskudte plan, og det tilbyggede gæsteværelse ligger på øverste niveau, efter tre sæt trapper. Der sov vi så, oppe under taget blandt masser af bøger og gamle amiga-computere, puttet under et kæmpe tykt quilt, mens vi kunne høre regnen tromme mod ovenlysvinduet.

I den by vi var i har de en bakke. Sådan en hvor man kan se langt fra toppen - ud over Mersey og over til Liverpool, og på en klar dag til Manchester og Wales. Onsdag var ikke en klar dag, men den var relativt tør, så Mrs. B tog os med på et mini-hike rundt på bakken og i omkringliggende skov og mark (og golfbane) Vi var også et smut forbi farmoren til de unger jeg passede derovre (ungerne selv, og deres forældre, er flyttet til Abu Dhabi, af alle steder) og det var virkelig hyggeligt at se hende, selvom vi ikke altid kom godt ud af det med hinanden mens jeg boede der. Men vand under broen, og alt det der, og pludselig virkede det alt sammen ret ligegyldigt og ret længe siden. Nogle gange er det ret afdramatiserende at blive ældre. Bliver jo til rund og blød glad-grød inden jeg fylder 30 hvis det fortsætter sådan.

-----

Hov, nu faldt jeg vist lidt i søvn over tasterne. Jeg havde ellers tænkt mig at det her afsnit skulle have været meget længere (og udgivet i går) - men I må vente i åndeløs spænding på fortsættelsen, for nu går jeg i seng.

Hjemme

2011-10-18T19:29:00.002+02:00

Er nu tilbage fra England.Der var meget te og mange bakker og en rigtig, rigtig god chocolate fudge cake.I kan stadig være med til at gætte hvad jeg glemte - nu har jeg jo svaret. Men jeg advarer jer: den er svær! Vi kan også bare sige at I smider en kommentar et sted om at I godt gad vinde noget dårligt (på den gode måde) Englandsgejl og så trækker jeg lod engang. Fredag måske? Eller mandag, så alle kan nå at komme hjem fra ferie og på arbejde (der lader til at være det foretrukne blog-læsningssted)Vi ses i morgen med første del af den spændende Englands-saga!

Fødselsdag på tre måder

2011-10-10T14:16:00.000+02:00

Vi er vendt helskindede hjem efter en weekend i det mørke Jylland. Både betragteligt rigere og betragteligt mættere. Vi holdt min fødselsdag lidt tidligt hjemme hos mine forældre, og jeg havde kun ønsket mig penge til en IKEA Bestå-reol som vi er kommet til at forelske os i - og nu har vi næsten råd til den. På madfronten havde min mor overgået sig selv, med en helt genial menu. Gæt hvad vi fik?

Sherry with the soup

Whitewine with the fish

Champagne with the bird

Port with the fruit

I år bliver jeg 25, min mor 50 og min søster 15 - 90 år tilsammen, og vi har længe joket med at så skulle vi holde 90års fødselsdag. Det var dagens bedste overraskelse at det skøre kvindemenneske rent faktisk havde lavet det - hun har gået i ugevis og planlagt det.

Kage med alt for mange lys

Der var selvfølgelig også lagkage, som altid bagt af min mormor. Engang fik vi at vide at når vi nåede konfirmationsalderen så var det slut med den slags, men hun synes det er så synd for de små børnebørn hvis de ikke får en lagkage. Også selvom jeg er voksen og (næsten) 25 og selv har fået et barn. Min mor er også stadig "lille wæjse" (absurd jysk forkortelse af hendes navn) selvom hun er fyldt 50.

Stjernekiggeri (ja, det er mig)

Så var der også noget med nogle Draconider der passerede og gav stjerneskud. Søs og undertegnede baksede tæpper og dyner op på garagetaget og kiggede på himlen (omkring klokken 22, hvor dmi havde sagt der ville være flest), og selvom månen var fuld og gav meget lys kunne vi alligevel se stjerneskud nok til at det ikke blev kedeligt. De kedelige voksne (Manden og mine forældre) øffede noget om kulden og gik indenfor og drak kaffe i stedet.

I går var vi en tur i skoven, og jeg tog nogle billeder af hjortene, og min skøre søster som forsøger at klappe dem, som jeg egentlig ville have delt, men så er mig og Bloggers åndssvage redigeringssystem kommet lidt på tværs af hinanden og jeg ~~orker ikke~~ har ikke tid til at bakse mere med det i dag. Bambierne var søde og det regnede lidt og blæste en del og mig og min mor opgav psyko-gynge-dimserne på tarzanbanen. Så kan I selv lave nogle mentale billeder af dét.

I dag har vi pakket (og skal pakke mere) inden vi tager ud til Kaye og Jyden for at holde fødselsdag med Mandens familie. Det er mest en undskyldning for at spise mere kage og bomme svigerforældrene for en englands-strømstik-adapter, og det er jo heller ikke fordi det ligefrem føles skidt at holde fødselsdag over flere dage. I morgen, hvor det rent faktisk er min fødselsdag, tager vi til England og så hører I ikke fra mig i en uge. Men til gengæld skal jeg nok have det sjovt imens.

Vi kan jo allerede nu begynde at quizze om hvad vi har glemt. Der er ~~måske~~ en englands-præmie til den der gætter rigtigt (og hvis vi ikke glemmer noget er der præmie alligevel, for det ville være et rent mirakel)

James Blunt

2011-10-07T22:01:00.000+02:00

Dengang Ronan stadig var inde i maven spillede vi tit James Blunt's "Stay the night" for ham. Det er sådan en glad sang, og det var hyggeligt at ligge og vågne sammen til. Den sidste gang vi havde været ovre på Rigshospitalet så vi en reklame i bussen om at han gav koncert i København d.16. juni - samme dag som vi havde fået tid til næste tjek. Vi overvejede kraftigt at købe billetter, og så bruge hele dagen i København, men vi droppede det hurtigt fordi jeg blev så besværet af alt det ekstra fostervand at jeg ikke kunne holde ud at stå op. Det viste sig så også at have været en helt overflødig overvejelse, for lige præcis d.16. kom Ronan jo ud til os.

Men i tirsdag gav han så koncert i Odense, ham James Blunt, og der kunne vi jo ikke andet end være med. Det var som om vi fik ekstra chance for at gøre noget af det vi gerne ville have gjort sammen med Ronan - og selvom han ikke længere var inde i maven, så var han i tankerne.

I det hele taget var det en rigtig god koncert (bortset fra at jeg altid kommer til at stå ved siden af dem der snakker højlydt under koncerten og spilder øl på mine fødder) med en del mere pow-faktor end man umiddelbart forventer af en James Blunt - fx crowdsurfede han. Det anede jeg slet ikke der var nogen der stadig måtte for deres security.

Vi hulkede os igennem "Goodbye my lover"

"You touched my heart you touched my soul.
You changed my life and all my goals.
And love is blind and that I knew when,
My heart was blinded by you.
I've kissed your lips and held your head.
Shared your dreams and shared your bed.
I know you well, I know your smell.
I've been addicted to you."

og "Carry you home"

"As strong as you were, tender you go.
I'm watching you breathing for the last time.
A song for your heart, but when it is quiet,
I know what it means and I'll carry you home.
I'll carry you home."

Og sang højlydt med på"Beautiful" og "Stay the night", som altid vil være Ronans sang.

Var fuldstændig smadret da jeg kom hjem, men vågnede alligevel tidligt onsdag. Hvor jeg også kom sent i seng fordi vi var til åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød og det er noget der trækker tænder ud (på den gode måde) Skulle egentlig have været tidligt oppe og afsted på uni i går morges, men jeg valgte at sige skid til det hele og holde ferie med Manden i stedet. Med rundstykker og varm kakao og tid nok til at slappe bare en lille smule af. Har snigende dårlig samvittighed over ikke at passe mit studie ordentligt, men ved I hvad? Det gider jeg faktisk ikke rigtigt. For det er jo overhovedet ikke vigtigt i forhold til at være herhjemme med Manden og passe på hinanden.

Ferietanker

2011-10-07T21:19:00.001+02:00

Tiden nærmer sig for den der Englandstur. Jeg glæder mig og jeg er bange. Jeg savner England, men kan ikke bære tanken om at skulle være væk hjemmefra. Det slog mig at den her ferie er den første ting vi gør, som definitivt ikke havde kunnet lade sig gøre hvis Ronan havde været her. Bliver helt tung om hjertet, for det føles som om at sige "jeg glæder mig til at komme afsted" er det samme som "hvor er det godt han ikke er her, så vi kan tage på ferie" Selvom jeg godt ved det ikke er sådan, og jeg ved det er nødvendigt at vi også lærer at gøre ting som hører til i et liv uden ham. Men hvor er en uge bare længe at skulle være så langt væk fra sin lille baby.

Nå, panik til side, så skal det nok blive en god tur til England. Det skal det. Og Englændere er søde (i hvert fald dem jeg kender) og siger at man bare kan komme og bo hos dem en hel uge og få mad og blive hentet i lufthavnen, og så sparede man lige en masse penge på dét. Turistinfo in Liverpool er også hurtige og høflige og svarer efter et kvarter og siger tak for ens henvendelse og svarer uddybende og overdrevet venligt på ens spørgsmål. Desuden må man gerne købe et nyt kamera og en mp3-afspiller når man skal på ferie, og begge dele falder på et tørt sted. Og jeg er næsten ok med at gøre et så anseeligt indhug i vores opsparing (jamen jeg er nærig, og en krone sparet er en krone tjent!)

Det skal nok gå. Det bliver det nødt til. Under alle omstændigheder er det jo bare en enkelt uge og i værste fald må man jo bare bide tænderne sammen og komme igennem det.

Yay!

2011-10-04T16:40:00.002+02:00

Den der skod-opgave, som jeg ikke kunne finde ud af, ing? Den har jeg åbenbart bestået.

Jeg forstår stadig ikke hvad det var jeg lavede, men det var så tilsyneladende rigtigt (i hvert fald 50+ procent af det)

Kolde fødder

2011-10-02T13:35:00.002+02:00

Jeg lovede Tanja at jeg ville holde jer, mine trofaste læsere, opdaterede med hensyn til det næste graviditetsprojekt. Men det kan I så komme til at vente længe på, for nogen her i huset, der ikke er mig, har fået kolde fødder, men havde lige glemt at fortælle det.

Er fuldstændig åndssvagt skuffet og sur på ham, for han har hele tiden sagt at han bare ventede på mig og det eneste han gerne ville nå var den der tur til England. Det er jo ok at han ændrer mening, for hvis han ikke er klar, så er han ikke klar, men han kunne bare godt lige have sagt det en af de mange gange jeg har bragt emnet på bane, og bl.a. har givet udtryk for at jeg var ved at være klar, især hvis vi lige kunne få en god snak. Eller han kunne havde sagt det inden jeg bestilte tid hos lægen og fik recept på folsyre. Han kunne bare godt have sagt det inden jeg brugte så meget energi og så mange tanker på at blive klar, inden jeg kom dertil hvor hele min krop er indstillet på en graviditet mere, inden jeg endelig havde fået det på plads inde i hovedet med hvordan det kunne hænge sammen og hvornår det kunne være.

Det er lidt en lortesituation, for ligemeget hvor skuffet jer er eller hvor meget ret jeg har til at være det, så kan jeg bare aldrig få ret. For vi skal jo på ingen måde kaste os ud i den næste graviditet før vi begge to er klar, så det eneste jeg kan gøre er at bide det i mig og vente. Og tænke over det og forsøge at få det hele på plads igen. Fx er der noget prævention at tage stilling til, for han sagde at han egentlig helst ville droppe det eller i hvert fald tage stilling fra gang til gang, men det ved jeg simpelthen ikke om jeg kan holde til. For jeg kan godt mærke at jeg allerede er der hvor jeg hver eneste måned vil håbe, prævention eller ej, og det er simpelthen for hårdt hvis der måske, og hvis det nu var, er noget at håbe på. Og jeg har heller ikke lyst til at gå rundt og håbe alene, og vide at han håber på det modsatte. Der er jo også en masse ting omkring "forsøge at blive gravid" (som kostvaner, inden alkohol, dage der skal tælles) som jeg ikke har lyst til at skulle bruge tid på, hvis ikke vi prøver sådan for alvor - men som jeg ville være nødt til at gøre alligevel hvis det var sådan en hverken-eller løsning.

Det er ikke engang sådan at han bare lukker lort ud, for det han siger er sådan set reelt nok. At han er bange, har brug for mere tid til at vænne sig til det og egentlig gerne vil have at den her jul skal vi kun have Ronan at tænke på. Det er bare lidt sent at sige det, når man sådan set så småt er begyndt at glemme præventionen. For hvad nu hvis der allerede er en baby i min mave? Det er langt ude, men ikke så langt ude at det er en statistisk umulighed. Og det er i hvert fald ikke langt nok ude til at jeg ikke bekymrer mig om det.

Heldigvis var det ikke en af de ting der eksploderer ud over det hele, og resten af aftenen i går var hyggelig, og det var ligeså rart som det plejer at spise morgenmad sammen. Men øv hvor er jeg ked af det. Blev egentlig også lidt sur da han i morges begyndte at snakke om sex. For det tror jeg så ikke der bliver noget af før vi har fået afgjort det her. Så må han fandeme bare vente den tid det tager for mig tænke over det. Det er vel ikke for meget forlangt?

Ronans historie

2011-10-02T12:30:00.001+02:00

Så har jeg fået skrevet Ronans historie, så hvis der er læsere der ikke har været med hele vejen er det nu muligt at få et overblik. Man må selvfølgelig også gerne læse det selvom man har været med hele vejen, hvis man lige har lidt tid man skal have slået ihjel. Det blev vist lidt langt, men ikke så langt som det kunne have været, og det er da altid noget.

Nu er jeg så også rimelig smadret oveni hovedet, for selvom jeg har gennemlevet det, snakket om det, skrevet om det og snakket om det igen, så er det som om det stadig dræner mig fuldstændig at tænke så koncentreret på Ronan og hele hans lange korte historie.

Just in case

2011-10-01T10:41:00.001+02:00

Hvis der er nogen af jer der kan finde ud af at immunisere en portefølje ved hjælp af Macaulay-varigheder når valør-tidspunktet er mellem to terminer, så siger I lige til, ing?

Hængepartier

2011-09-30T17:55:00.001+02:00

Jeg skal da ellers lige love for at nogen besluttede sig for at vride de sidste dråber ud af sommeren her inden september lukker. Aldeles skønt at få lov til at synes det er for varmt et lille øjeblik mere. Jeg har tilbragt en del af dagen i et alt for varmt, og lidt for lille, undervisningslokale, hvor jeg forsøgte at forstå noget om efficiente porteføljer og CRRA-nyttefunktioner. Savnede pludselig den lille gut helt forfærdeligt; det sved i næsen og kunne mærke tårerne i øjenkrogen, lige midt i orienteringen om den obligatoriske opgave. Tog en tudetur på toilettet i pausen og kom igennem resten af dagen, men savnet er stadig meget nærværende. Underligt som det på den måde kan snige sig ind på en, og så ligepludselig, BAM, så mangler jeg ham bare helt akut.

Ellers var der vist et par ting jeg ville have skrevet indlæg om, men så gik tiden, så det bliver lige en samlet oversigt i stedet:

Jordemoderen dukkede faktisk op sidste torsdag. Sammen med billeder og journal og masser af tid, og ville gerne både se albummet og med om på kirkegården. Heldigvis havde hun samme opfattelse af fødslen som mig; at det havde været nemt og ukompliceret og hurtigt. Hun boostede også lige min selvtillid da hun sagde at jeg var god til at føde - jeg er så klar til at gøre det igen. Bortset fra at næste gang vil jeg gerne have hele oplevelsen med - inkl. at vente spændt herhjemme med veer, og få babyen med hjem bagefter.

Og apropos næste gang så er vi vist ved at nærme os det punkt hvor vi begynder at tænke på at gøre alvor af det. Jeg har fået folsyre på recept, for jeg skal have 5 milligram om dagen (mod de normalt anbefalede 400 mikrogram) fordi Ronan havde det der rygmarvsbrok. Jeg tænkte med gru at så skulle jeg til at æde sådan nogle hestepiller, men de er faktisk mindre end de 200 mikrogram-nogen jeg plejer at købe i matas. De er faktisk næsten usynlige. Jeg har også en tid hos lægen på mandag, til tjek og den slags, men jeg regner ikke med hun siger andet end at vi bare kan gå igang.

Indtil videre bliver starten på projektet i næste cyklus, for vi har lige en ferie der skal nydes inden alle bekymringerne og "hvad nu hvis" og "mon det bliver i den her måned?" indtræffer. Vi har endelig fået taget os sammen til at tage på den tur til England vi har snakket om siden vi mødtes. Flybilletterne er købt og et par jeg kender fra mine au pair-dage har lovet at rede op i gæsteværelset, så nu er der igen vej udenom. Vi tager afsted på min fødselsdag, og det vil sige vi kommer til at være derovre den dag Ronan bliver 4. måneder. Jeg er meget spændt på (og bange for) hvordan det bliver at skulle være så langt væk at vi ikke bare lige kan tage ned og kigge til ham. Samtidig glæder jeg mig også virkelig meget til endelig at komme rigtigt på ferie med Manden - og fråde chips med vinegar og prawn cockktail crisps, og få Sunday dinner. Og lur mig om ikke jeg skal have sticky toffee puddings fra Tesco og custard pulver med hjem. Som en konsekvens af det utidige afrejsetidspunkt er min fødselsdag blevet flyttet til næste lørdag. Det passer også meget bedre at det er i en weekend for så kan vi holde det hjemme hos mine forældre, og få set familien. Undtagen min (dumme) bror, som skulle noget hos sine svigerforældre.

Mandens familie har vi skam også fået passet, med en spontantur til Udkantsdanmark (nu er det officielt: Gintberg har været der!) sidste weekend, hvor vi også fik besøgt hans mors grav, og var forbi hans morfar til kaffe. Han så billeder af Ronan, og det var rigtig rart at få gjort - nu er mavefornemmelsen også med på at vi også har givet ham et oldebarn. Jeg kan godt mærke vi skal gøre noget ud af at komme forbi noget oftere. Det letter at være sammen med dem man holder af, selvom det er så let at glemme når man går herhjemme og ikke rigtigt orker noget.

Lektiedate-projektet med Prinsessen blev skudt igang i onsdag, og det holder max. Vi læser to vidt forskellige fag, men alligevel er det som om det hele pludselig bliver meget nemmere når man sidder to sammen ved bordet. Det er også en udmærket undskyldning for at drikke varm kakao og spise kage - og kage skal der nok komme til at være hver gang, for vi har lidt en intern kage-strid kørende.

Nå, nu blev det da ligepludselig sent. Må hellere få vækket Manden og lavet nogle kyllingeburgere. Med fritter. Det er vel fredag.

Om at blive bidt i røven

2011-09-29T09:48:00.001+02:00

Nåmmen, kan I huske det der indlæg der handlede om det vi ikke skulle diskutere? Ja, det kan I jo nok, for det er ikke mere end to dage siden jeg skrev det - og så er det så også lige blevet det mest læste indlæg på min blog. Ever. Det slår endda det første indlæg om Ronan. Nå, men så kan jeg jo fra nu af og til evig tid være kendt på hele internettet som Hende Den Sure Der Ypper Kiv. Så ville jeg faktisk alligevel hellere være kendt som Hende Der Har Mistet Et Barn. Men det er jo så for sent nu, og så kan jeg lære at holde min store mund lukket. Akkeja, akkeja.

Jeg overvejede et kort øjeblik at sætte en masse billeder af blomster og natur og glade bambi-dyr ind her, for ligesom at opveje det lidt. Jeg overvejede også at slette det åndssvage indlæg, men jeg ved jo godt at det der en gang er lagt ud på internettet aldrig forsvinder helt igen, så det kan ikke rigtigt betale sig. Det er ligesom Trines Emami-indlæg (som jeg ikke tør linke til) der også i dén grad kom tilbage for at bide hende i røven.

Jeg må vel bare håbe på at alle de mange der har været inde og kigge på det indlæg vi ikke taler om også læser resten af min blog, så de kan se at jeg slet ikke er så militant til daglig. Men ok, jeg bebrejder dem ikke hvis de ikke gør. Det er jeg heller ikke sikker på jeg selv ville hvis det første indlæg jeg læste hos nogen var et surt opstød.

Undskyld.

Skovtur

2011-09-27T18:24:00.000+02:00

Nu skynder jeg mig altså lige at begrave mit sure opstød under et andet og meget rarere indlæg.

Da jeg kom hjem fra uni engang i formiddags besluttede vi at gå en tur om forbi kirkegården, fordi vejret var så fint. Da vi var deromme besluttede vi at vejret faktisk var så fint at man burde tage på skovtur. Så det gjorde vi så.

Vi moslede hjem igen og lavede sandwich med æggesalat og kogte pølser, og pakkede det sammen med et tæppe, bøger og varm kakao, inden vi drog om i Parken (som er lige nede om hjørnet, for vi bor jo midt i byen) Solen var faktisk så varm at man kunne smide jakken, så det gjorde vi og så gik det meste af eftermiddagen ellers med det. Jeg havde taget min bog med, for jeg tænkte at så kunne jeg da i det mindste lade som om jeg fik lavet noget fornuftigt, men det blev ikke til mere end ti sider, for det var meget hyggeligere at kysse og kigge på blade og samle kastanjer.

Nu er klokken så kvart over seks og jeg har egentlig ikke rigtigt fået lavet noget. Men det er vel også ok når nu det er solskin.

I øvrigt, omkring det der med hvem børn ligner, ing? Så har jeg egentlig hele tiden tænkt at Ronan ikke rigtigt ligner (lignede?) nogen af os, især nu han var syg og for tidlig født og alt muligt. Men så i dag, da Manden lå på sofaen, så kunne jeg pludselig godt se det. Lidt ligesom de der Magic Eye - nu er det der, nu er det væk.

Indtil videre en helt fin dag. Som jo ikke bliver dårligere af at der er nachos lige om lidt.

Det sure opstød

2011-09-27T18:10:00.000+02:00

UPDATE: Jeg kom lige i tanke om at det jeg gerne vil sige er: Der er kæmpe forskel på om man ikke kan prioritere anderledes, eller om man, af forskellige årsager, ikke vil prioritere anderledes - og det provokerer mig grænseløst når der bliver byttet om på de to. Bum. Nu behøver du ikke læse videre, med mindre du synes sure opstød er sjove.

Undskyld på forhånd. Dette er ren ord-opkast fremprovokeret af et vist indlæg ovre hos Maminka - som jeg ikke linker til, for så meget skal vi heller ikke diskutere det. Men jeg vil gerne linke til Husmoderen som er skyld i det hele, fordi hun sagde jeg skulle læse førnævnte indlæg (og fordi der er et herligt billede af Skrubbe, som I skal se)

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast at så længe forældre elsker deres børn og er rare ved dem, og både store og små har det godt accepterer og respekterer jeg enhver måde at være forældre og familie på. Og det mener jeg. Jeg kan godt sidde herhjemme med Manden og snakke om at "sådan nogle forældre skal vi i hvert fald aldrig være" men det er ikke ensbetydende med jeg synes de omtalte forældre er dårlige, eller at jeg nogensinde ville tage diskussionen med dem.

MEN - for der er jo et men, ellers ville det her indlæg ikke være her - jeg bliver faktisk ret provokeret af "Jeg kan jo ikke bare prioritere anderledes, for så ville vi bo i et mindre hus/jeg ville ikke være så glad for mit arbejde/jeg ville være nødt til at bo langt fra min omgangskreds" - for altså, det er jo derfor det hedder at prioritere. Det er jo fordi man død og pine ikke kan få det hele og så må man vælge. Og når man så har valgt så må man stå ved det og ikke sidde og klynke over at man aldrig har tid til sine børn eller ikke fik den karriere man drømte om - for jeg mener faktisk at alt er muligt hvis man prioriterer sig ud af det. Det er bare ikke alt sammen muligt på én gang.

Jeg ved godt det ikke kun er det maminka's indlæg handler om. Jeg ved godt det også handler om en familie hvor det fungerer med 2xfuldtidsarbejde og lange dage i institution for ungerne, og det er så også i orden når man har gjort op med sig selv at det er sådan man vil have det og det er en løsning alle har det godt med. Jeg synes bare ikke det er den historie jeg hører mest (men det er måske fordi der ikke er nogen der fortæller den?!) - jeg synes jeg hører om stress, følelser af utilstrækkelighed, umulige børn, trætte forældre og ligemeget hvor glad man er for sin institution så er det bare ikke sjovt 4 ud af 5 dage at være den der bliver hentet sidst.

På det mere personlige og følelsesmæssige plan så forstår jeg faktisk ikke helt hvorfor ~~nogen~~ så mange insisterer på både børn og karriere. Jeg forstår faktisk ikke hvorfor man skaber de mest fantastiske mennesker man nogensinde kommer til at møde for derefter ikke at være (ret meget) sammen med dem. Der er sikkert en del af jer der kan forsøge at forklare mig det (det håber jeg i hvert fald, for hvis der ikke er en grund er det da helt åndssvagt) men jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå det, for mine prioriteringer er grundlæggende anderledes.

Nu er det vist at vi, langt om længe, kommer frem til det jeg egentlig gerne vil have sagt - det ~~grimme kvæk~~ lille pip fra "den anden side" der lader til helt bredt at blive opfattet som bestående at speltbagende "overskudmødre" der på magisk (og irriterende) vis kan få det hele til at gå op. Og det, mere end noget andet, irriterer mig grænseløst. For det er heller ikke uden ofre at prioritere anderledes. Fx er jeg allerede på forhånd sat af karriere-ræset fordi jeg er kompromisløs når det gælder min familie. Vi klarer os fint på en SU og en deltidsløn, og det kan også sagtens hænge sammen selvom man smed et barn (eller to) ind i ligningen, men det er ikke (og bliver heller ikke) et liv i materiel luksus. Jeg vil til enhver tid hellere flytte i noget mindre og/eller dårlige end jeg vil ud og have et fuldtidsjob. For den tid man får sammen med sine børn (og sin mand/kone/kæreste) er bare så uendelig dyrebar, og jeg ville ikke bytte den for noget.

PS. Det er altså ikke kun noget jeg siger fordi vi har mistet et barn. Selv inden vi vidste Ronan var syg drømte jeg om at være hjemmegående/deltidsstuderende/andet i den dur

PPS. I tilfælde af at det ikke var klart så handler det ikke om at jeg synes dem der prioriterer anderledes end mig er dårlige forældre eller at de prioriterer forkert. Det handler udelukkende om at jeg ikke kan sætte mig ind i det. Ok, måske det handler en lillebitte smule om at jeg synes de prioriterer forkert, men det er altså også fordi jeg synes samfundet er blevet sådan et trist sted hvor penge er mere værd end mennesker