Nå, men det er da vist tid til at få afsløret svaret på Den Store "Hvad endte det egentlig med"-quiz. Jeg vil godt lægge ud med at indrømme at jeg har snydt lidt, for selvom der kun er én mulighed der er sand, så er der en smule sandhed i dem alle sammen.
Jeg startede med at eliminere Scenarie 5, hvor der ikke var sket de store ædringer de sidste tre måneder. Men det er sandt nok at jeg tager nogle dage hist og her hvor det nu lige passer sammen med Kinney mens Manden og Barnet hygger sig med pandekager og afslapning.
Jeg udelukkede også Scenarie 1, hvor skilsmissen blev grim, selvom det (forhåbentligt ganske kortvarigt) passer at vi arbejder med en kombination af at jeg hhv er i Byen Ved Vandet og har Barnet med i København på weekend når (eks?!)Manden arbejder, indtil vi finder ud af en lidt mere praktisk (og lidt mere langtidsholdbar) løsning.
Scenarie 7, hvor jeg holdt op med at være forelsket, holdt heller ikke vand, men det ændrer ikke på at Manden er den forstående type (læs: Han har boet sammen med mig i otte år, og er vant til mine hjerneblødninger).
På nuværende tidspunkt er det nok gået op for selv den sløveste læser (ikke at jeg har sådan nogle, I er jo alle sammen ganske kvikke) at Scenarie 3, hvor jeg bliver boende sammen med Manden, heller ikke er det rigtige. Her er sandheden knap så sjov, nemlig at jeg elsker Kinney på den måde der gør så grusomt ondt når man ikke kan være sammen, men jeg elsker også stadig Manden. Og mest af alt elsker jeg Gryntegrisen, der bedst kan lide når Mor og Far er sammen. Det er umuligt at få til at gå op så det ikke gør ondt på nogen, i hvert fald et stykke tid, og jeg tror ikke på en skilsmisse som sådan kan være lykkelig - men jeg tror på at vi alle sammen, Gryntegrisen inklusiv, bliver lykkelige, og også lykkeligere på den anden side.
Det er nok heller ikke så svært at gætte at den del af Scenarie 4, hvor skilsmissen er klassisk overskud, der er sand er at Kinney sælger sin lejlighed i København (så seriøst: Any takers?), men vi kommer ikke til at bo i Byen Ved Vandet, og selvom der nok skal blive (ved med at være) overskudsagtig vi-kommer-alle-sammen-godt-ud-af-det-med-hinanden-stemning, så bliver det vist ikke helt gennemsnitligt-almindeligt.
Nu er det fristende at springe ud og sige at Scenarie 2, hvor vi alle sammen skal bo sammen, er det rigtige, for det ville da i dén grad betyde at alting gik op i en højere enhed og faldt på plads helt af sig selv. Men sådan blev det altså (heller) ikke. Det skyldes ikke en egentlig modvilje mod konceptet, og vi har faktisk overstået det første akavede møde, hvor alle involverede parter deltog på én gang, og det gik over al forventing, men vi vil simpelthen for forskellige ting til at det kan lade sig gøre uden alle går alt for meget på kompromis.
I får lige et øjeblik til at regne sammen, så selv den mindst kvikke af de kvikke læsere når til den uundgåelige konklusion (indsæt selv en passende mængde vente-muzak her inden du går videre)
Jeg går ud fra alle nu er med på at Scenarie 6, hvor jeg flytter langt ud på (Lange)landet med Kinney, er det eneste der er tilbage. Jo, den er skam god nok, selvom jeg endnu ikke kan sige præcis hvor eller hvordan vi kommer til at bo. Måske bliver det en skurvogn i nogens baghave, måske bliver det et faldefærdigt hus på Langeland, måske ender vi med at bygge noget selv (eller d.) All of the above), men sikkert er det i hvert fald at vi har en masse drømme og lige i omegnen af nul penge. Præcis som det skal være. Der er ikke noget der er nemt i det her - det meste af tiden er det faktisk pissehårdt - men det er som det skal være.
Jeg havde aldrig, aldrig troet jeg skulle skilles, men jeg havde heller aldrig troet jeg skulle møde en mand som Kinney, at jeg skulle (eller kunne) forelske mig så voldsomt igen eller at det skulle føre til de lange samtaler med Manden, hvor vi til sidst, til vores begges overraskelse, kunne konstatere at vi har givet hinanden det vi skal. Vores ægteskab er på ingen måde gået i stykker. Det er bare færdigt. Vi kunne sagtens fortsætte, men det ville ikke rykke på os som mennesker. Vi har gjort os rigtig umage og vi har været gode ved hinanden, og nu afslutter vi det rigtig pænt. Jeg tror det er de færreste forundt at afslutte et ægteskab med al kærligheden i behold.
Fremtiden er stadig usikker; der er en lejlighed der skal sælges, en skilsmisse vi er nødt til at tage, hverdag der skal hænge sammen, spøgelser fra fortiden der skal slås ned, mødre der ikke er til at snakke med, penge der skal tjenes, vinterdepression der skal overleves og al den slags jazz. Men det er i hvert fald sikkert at vi alle sammen vil hinanden, og ikke mindst Gryntegrisen, det bedste, og at det bliver den mindst skilsmisse-agtige skilsmisse vi kan slippe afsted med.
Hvis I er sådan nogle der gerne vil have præmier, så kan jeg oplyse at der var en enkelt Johanne, der gættede korrekt på nummer 6 i første forsøg, og som derfor har fortjent hovedpræmien. I anden omgang var Øglemoren den der gættede mest på 6'eren og det udløser en anden-præmie. Hvad præmierne bliver aner jeg ikke, og jeg kan heller ikke love at jeg finder ud af det på den her side af 1. marts, men hvis I lige sender mig en adresse så lover jeg at der dukker et eller andet fjollet op på et eller andet tidspunkt.
PS. Jeg ved ikke om (og i så fald hvor længe) jeg fortsætter her på bloggen, men jeg lover at I ikke kommer til at stå uden en afslutning. Hvornår den kommer kan jeg til gengæld ikke love noget om. Hvis der går for længe (eller I bare er pissenysgerrige) så er I altid velkomne til at sende en mail til mandenogkonen@gmail.com, hvor jeg kan være en smule mere åben om tingene end i et offentligt forum som bloggen.